Den ene mistænkte i skyderiet mod politiet i forbindelse med en anti-politivold-demonstration i Dallas, Texas, ønskede at dræbe hvide mennesker - særligt betjente.
Det fortæller politichef David Brown fra Dallas Politi på et pressemøde om den seneste udvikling i sagen.
- Den mistænkte sagde til vores mægler, at han var ked af 'Black Lives Matter'-protester og vred over de seneste skyderier, hvor to sorte amerikanere er blevet dræbt. Han var sur på hvide mennesker, og han ville dræbe hvide mennesker - især betjente, fortæller politichefen.
Derudover kom det frem, at den mistænkte snigskytte døde, da en af politiets robotter monteret med en bombe detonerede nær den mistænkte. Han havde barrikaderet sig i flere timer i et garageanlæg, hvor han var i skududveksling med politiet.
Den mistænkte fortalte politiets mægler, at han ikke var en del af en gruppe, men havde handlet på egen hånd.
Politiet formoder, at der ikke er en international forbindelse til skyderiet i Dallas, der fandt sted tidligt i morges (dansk tid).
Mørklægger efterforskningen
Tre personer er blevet tilbageholdt af politiet for at have forbindelse til skyderiet.
På pressemødet fortalte David Brown og Dallas' borgmester Mike Rawlings, at de ikke ville komme med yderligere oplysninger om efterforskningen og afhøringerne af de øvrige tre mistænkte af hensyn til borgernes sikkerhed.
- Vi vil ikke sige andet om afhøringerne af de andre mistænkte, før vi kommer nærmere en konklusion om hvad og hvem, der er involveret, siger han.
Derfor var det heller ikke muligt for pressen at stille spørgsmål til efterforskningen.
Byen i dyb sorg
På pressemødet udtrykte politichefen sin sorg over episoden og appellerede til, at hadet mellem borgere og politi ikke får lov til at fortsætte.
- Vores profession er såret. Vi er sønderknuste. Der er ingen ord, der kan beskrive denne forfærdelige hændelse, der har ramt vores by. Alt hvad jeg ved er, at denne distance mellem vores politi og borgere må stoppe, siger David Brown.
12 betjente og to civile blev ramt af skud, da mindst to snigskytter affyrede skud mod politiet i forbindelse med en anti-politivold-demonstration i Dallas, Texas, i USA tidligt i morges (dansk tid).
Indtil videre er fem personer døde. Tre betjente blev dræbt på stedet, mens to døde efterfølgende på hospitalet.