Ovenpå en nat med exitpolls, valgtaler og en klar sejr til Boris Johnson er valget stadig det helt store samtaleemne i Storbritannien.
Og for nogen er udsigten til Boris Johnson ved roret en lun tanke i vinterkulden.
- Jeg er glad for resultatet. Jeg stemte konservativt, fordi jeg tror, at det giver landet en stabil fremtid. Og jeg ser frem til, at de får Brexit overstået, siger en konservativ vælger.
Men for andre er en fremtid med brexit og Boris Johnson ikke ligefrem det, de havde drømt om, da de gik til stemmeurnerne i går.
- Jeg er trist. Jeg tror, at mange mennesker havde håbet på en positiv forandring for landet. Men vi må videre. I tre år har vi ikke gjort andet end at slås. Det må stoppe, vi må se fremad nu og være positive, siger en Labour-vælger.
For mange vælgere stod valget dog slet ikke mellem Boris Johnson eller hans modstander Jeremy Corbyn, men mellem udsigten til at forlade EU den 31. januar eller blive på ubestemt tid.
Det fortæller flere vælgere til DR Nyheder.
- Nu har vi i det mindste et klart resultat. Vi kan komme videre efter tre og et halvt år med alt for meget brexit-larm. Nu har vi en konklusion. Og selvom jeg hverken er for eller imod, så er jeg tilfreds, siger en af dem.
Julereferencer og sjove formuleringer
På de sociale medier fylder valget i Storbritannien også både blandt kendte og ukendte brugere.
Den amerikanske præsident Donald Trump har blandt andre i morges lykønsket Boris Johnson.
Og den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S) har også kommenteret resultatet.
Og i Storbritanniens aviser trækker valget naturligvis også både forsider og overskrifter i dag.
Avisforsiderne er fyldt med julereferencer og overskrifter, der erklærer De Konservative og Boris Johnsons sejr for historisk.
Og nogle få fokuserer på forsiden på den vælgerlussing Labour og Jeremy Corbyn har fået.
Johnson er den store sejrherre
Valgets helt store sejrherre er premierminister Boris Johnson, der har sikret De Konservative et meget klart flertal.
Valgsejren giver Johnson klart mandat til at føre briterne ud af EU den 31. januar næste år.
Underhuset tæller 650 mandater.
Det kræver dog kun 320 mandater at have absolut flertal, som De Konservative har fået.
Det skyldes blandt andet, at partiet Sinn Féin i Nordirland ikke stemmer i Underhuset i protest mod det britiske overherredømme.
Dertil kommer, at Underhusets talsmand og assistenter plejer at forholde sig neutrale i afstemninger. Så det gyldne flertal lød reelt på omkring 320 mandater ved valgets udskrivelse.
Herunder kan du se, hvilket parti der har vundet i hver af de 650 valgkredse. Kun vinderkandidaten i hver valgkreds har fået et mandat.