Der var fest fra morgen til aften, da Donald John Trump blev taget i ed som USA's 47. præsident.
Dagen begyndte med en gudstjeneste og sluttede med aftenbal med smokings, gallakjoler og dyre, funklende diamanter.
Trump holdt sin indsættelsestale i kongresbygningen i Washington D.C., hvor han modtog stående bifald.
- Jeg blev reddet af Gud for at gøre USA stort igen, sagde Trump med henvisning til, at han overlevede skudattentatet mod ham sidste år.
Efter han var blevet erklæret præsident, fortsatte fejringen med tilhængere i Capitol One Arena i Washington, hvor Trump straks gik i gang med at underskrive stribevis af præsidentielle dekreter, der i høj grad handlede om at omgøre dele af den nu tidligere præsident Joe Bidens politik.
Trump vil blandt andet stoppe migranttilstrømningen fra Mexico, tillade mere olieboringer, droppe planer om vindmøller, og så har han valgt at benåde mange af de dømte fra stormen på Kongressen 6. januar 2021.
Trump har også trukket USA ud af klimaaftalen fra Paris og fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.