Tirsdag aften kunne SAS meddele, at selskabet har fundet penge til at undgå en ellers truende konkurs, da et konsortium bestående af blandt andet den danske stat har valgt at holde SAS på vingerne.
For selskabets cirka 250.000 nuværende aktionærer, hvoraf omtrent 91.000 er danske, er der dog ikke tale om en helt så glædelig nyhed, som det ellers kunne lyde som.
Aktier i selskabet vil nemlig blive værdiløse, da selskabet som del af rekonstruktionen bliver taget af børsen.
Det oplyste SAS' bestyrelsesformand Carsten Dilling på et pressemøde.
Nyheden betyder altså, at aktionærerne ender som Sorteper i det her. Det siger Jacob Pedersen, der er luftfartsanalytiker og aktiechef i Sydbank.
- Det er sådan, at det ikke er alle långiverne, altså kreditorerne i USA, der får deres penge tilbage. Så siger de almindelige konkursregler, at aktionærerne og aktieejerne vil blive efterladt uden værdi, siger han.
Udover den danske stat består konsortiet af fonden Castlelake, Air France KLM og Lind Invest, der tilsammen poster 12,9 milliarder svenske kroner i flyselskabet SAS. Beløbet svarer til omkring 8,28 milliarder danske kroner.
'De færreste kan være overraskede'
Fra interesseorganisationen Dansk Aktionærforening er der - knap så overraskende - ikke gode ting at sige om dagens nyhed.
For selvom direktør Mikael Bak sagtens kan være glad på SAS' vegne, så er det fra aktionærernes synspunkt "ikke en glædens dag".
- Det er på godt jysk ret træls at blive parkeret på den måde, siger han.
Ifølge ham er det forskellige grupper, der på forskellig vis har smidt penge i SAS-aktier gennem årene. Der er både dem, der har været med fra start, og som ifølge Bak allerede før i dag har tabt store pengesummer på deres satsninger.
Men der er også dem, "der har spekuleret i, om det skulle gå godt eller dårligt", fortæller direktøren.
- De fleste, der har fulgt med i aktiemarkedet, ved, at det kan gå op og ned med aktier, og SAS har unægteligt været én lang nedtur. De færreste kan være overraskede over, at det nu fører til tab, siger Mikal Bak.
En kulmination af problemer
Hos Nordnet sammenligner investeringsøkonom Per Hansen dagens udvikling med et fodboldhold, der ryger ud af Superligaen.
Det er sjældent den sidste kamp på den sidste dag, der gør nedturen til en realitet.
- SAS' økonomi har været dårlig, og det har den været længe. Aktiekursen er decimeret ned til 20 øre, så det, at man mister de sidste 20 øre er jo ikke det, der gør forskellen, siger Per Hansen.
Han peger i stedet på de seneste par år, hvor den ene nedtur efter den anden har sat brutale nyrehug i SAS' økonomi. I dag kom knock-outet for aktionærerne.
Blandt andet blev coronapandemien med efterfølgende nedlukninger og lukkede grænser en seriøs mavepuster. SAS måtte lade en stor del af sine fly blive på jorden, og det tjener man ikke mange penge på som luftfartsselskab.
Det hele blev ikke lettere, da SAS-piloterne i juli sidste år gik i 15 dages strejke. Det fik desuden også konskvenser for hundredvis af flyafgange og for tusindvis af passagerer, og forbrugertilliden til selskabet dalede.
- Det er kulminationen på den lange række af udfordringer, som der har været alt for mange af, siger Per Hansen.