Cosby-forsvar indkaldte kun ét vidne i sag om sexovergreb

Skuespilleren Cosbys advokat forsøgte at fremstille Andrea Constand, der beskylder Cosby for sexovergreb, som en løgner.

79-årige skuespiller og komiker Bill Cosby risikerer at skulle tilbringe resten af livet i fængsel, hvis han dømmes skyldig i sagen om bedøvelse og seksuelt misbrug af en kvinde. (Foto: © Brendan MCDermid, Scanpix)

Bill Cosbys forsvarsadvokater indkaldte kun et enkelt vidne i retssagen mod den amerikanske komiker og skuespiller. Selv havde den 79-årige Cosby på forhånd afvist at afgive forklaring, og vidnet var en detektiv.

Forsvarer Brian McMonagle forsøgte at fremstille Andrea Constand, som ifølge anklageskriftet blev bedøvet og seksuelt misbrugt af Cosby, som en løgner, skriver nyhedsbureauet AP.

Advokaten henviste blandt andet til, at Constand har sagt, at hun afbrød al kontakt med Cosby efter det påståede overgreb i 2004, men at hun i de to efterfølgende måneder ringede til ham flere end 50 gange. Constand siger, at hun blot besvarede Cosbys opkald.

Anklagemyndigheden har i løbet af retssagen, der begyndte i sidste uge, indkaldt 13 kvinder til at vidne mod Cosby. Det er sket i et forsøg på at vise, at Cosbys adfærd er en del af et mønster.

Bliver Bill Cosby fundet skyldig, risikerer han at skulle tilbringe resten af livet i fængsel.

Flere end 50 kvinder er de seneste år stået frem med anklager mod Cosby om seksuelle overgreb, men de øvrige sager er forældede.

I nat dansk tid afsluttede de 12 nævninge den første dag med votering uden at nå frem til en afgørelse, oplyser AP.

/ritzau/