Skuespiller Bill Cosby kom ind i retssalen i Pennsylvania med hovedet løftet.
Det råbte en fan uden for retten, at han skulle gøre.
Helt anderledes så det ud her til aften dansk tid, da den 81-årige tidligere tv-stjerne forlod retten igen efter at være blevet dømt mellem tre og og ti års fængsel for seksuelle overgreb på kvinden Andrea Constand.
Cosbys hoved var nu bøjet, og hænderne var lagt i håndjern.
Mere end 60 kvinder har anklaget skuespiller og komiker Bill Cosby for seksuelle overgreb. I dag var flere af dem til stede, da dommen blev afsagt.
De andre kvinders anklager kom aldrig for retten, fordi de juridisk set var forældede. Men Andrea Constands sag fik fældet Cosby.
- Det er tid til retfærdighed, sagde dommer Steven O'Neil ifølge The Independent.
Han tilføjede, at vidneudsagnet fra Andrea Constand havde haft stor indvirkning på afgørelsen.
- Og det var stærkt, sagde dommer Steven O'Neil og kvindesn fortælling og kaldte Cosbys overgreb på hende for en 'alvorlig forbrydelse'.
Det havde også haft betydning, at Cosby ifølge dommeren aldrig har vist tegn på anger eller har søgt professionel hjælp.
- Hr. Cosby. Det hele fører tilbage til dig. Dagen er kommet, tiden er inde, sagde dommeren.
Dommeren sagde i retten, at han ikke tog hensyn til 'hvem Cosby er eller var'.
- Ingen er hævet over loven, og ingen skal behandles forskelligt eller uforholdsmæssigt.
Andrea Constand var selv til stede i retten og forlod den med et stort smil, rapporterer CNN.
Sagens anklager sagde på et pressemøde her til aften, at Bill Cosby havde formået at skjule sine forbrydelser bag sin berømmelse og formue på grund af sin populære rolle i tv-serien 'The Cosby Show'.
- Men det var fiktion.
- Endelig er masken røget af Bill Cosby, og vi har set hans sande jeg på vej mod fængslet iført håndjern, sagde anklager Kevin Steele.
'Taknemmelig for hun stod fast'
Bill Cosby ønskede ikke at komme med en udtalelse efter dommen, selv om han fik tilbuddet. Han har gennem hele sagen nægtet sig skyldig i anklagerne.
Ifølge CNN ventes forsvaret at anke dommen.
Bill Cosbys talsperson, Andrew Wyatt, sagde efter dommen:
- Han ved, at gud våger over ham. Han ved, at det her er løgn. De dømte Jesus og se, hvad der skete. Jeg siger ikke, at Hr. Cosby er Jesus, men vi ved, hvad det her land har gjort ved sorte mænd i årtier. Hr. Cosby har det fint og holder hovedet højt.
Den tidligere skuespiller Kathy McKee er en af kvinderne, som har anklaget Bill Cosby for voldtægt. Ifølge hende blev hun overfaldet af skuespilleren i 1974.
- Bare at lytte til det her roder op i nogle meget svære og dybe følelser. Jeg var part i det her, jeg så volden hos Bill Cosby, da han overfaldt mig. Det er meget svært at få det til at gå væk. (...) Det har givet mig livslange problemer. Jeg kæmper for at fortsætte hver dag, og jeg er glad for, at dommeren har dømt Bill Cosby, og jeg er taknemmelig for, at Andrea stod fast, siger Kathy McKee til CNN.
Sådan skete det: Fik piller og havde smerter i underlivet
- •
Overfaldet mod Andrea Constand skete i Bill Cosbys hjem, hvor hun blev bedøvet af Bill Cosby, så hun ikke kunne bevæge sig.
- •
Andrea Constand var ansat som idrætslærer på Temple University i Philadelphia, hvor Bill Cosby sad i universitetsbestyrelsen som skolens mest berømte tidligere elev.
- •
De to mødtes første gang ved en basketball-kamp på universitetet i 2002, og hun havde indtil da opfattet Cosby som en mentor.
- •
- Jeg svævede ind og ud af bevidsthed. Da jeg blev rystet tilbage til fuld bevidsthed igen lå jeg på en sofa med Cosby ved min side. Jeg havde voldsomme smerter i underlivet og følelsen af, at mine bryster var blevet berørt, sagde Andrea Constand sidste år under retssagen.
Dommeren afviste Bill Cosbys ønske om kaution, og derfor ventes det, at skuespilleren bliver overført til et statsligt fængsel med det samme.
Foruden fængselsstraffen er Bill Cosby blevet idømt en bøde på 25.000 dollars, ligesom han resten af sit liv vil stå registreret i et offentligt register som en 'voldelig seksualforbryder', og han skal gå i livslang terapi.
Artiklen er opdateret med kommentar fra anklager og Cosbys talsperson.