Kendskabet til den nye coronamutation i Storbritannien er ikke stort nok til, at det for alvor er alarmerende for os i Danmark.
Det mener Lars Østergaard, professor på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
- Det er noget, man selvfølgelig skal holde øje med. Men alt i alt er der 4.000 mutationer i coronavirus allerede. Den her variant har 17 mutationer, og en af dem sidder i et lidt ømtåleligt område, som kan give anledning til, at vacciner ikke virker.
- Men om det kommer til at være sandheden, er der jo ingen af os, der på nuværende tidspunkt ved noget om, lyder det fra Lars Østergaard.
Fundet af en ny variant af coronavirus i det sydøstlige Storbritannien fik i weekenden premierminister Boris Johnson til at annoncere stramme restriktioner i juleperioden for en stor del af briterne.
- Vi er virkelig nødt til at få dette under kontrol. Vi har en lang vej at gå, før vi får klaret dette, og helt grundlæggende må vi få udrullet vaccinen for at kunne få folk i sikkerhed, siger Matt Hancock, der er sundhedsminister.
62 procent i London
Den nye variant går under navnet N501Y og menes at være opstået i det sydøstlige England i hovedstaden, London, eller byen Kent. Den har spredt sig hurtigt og er nu den mest udbredte variant af coronavirus i London og det østlige England.
- Virusset har taget fart og bevæger sig hurtigt, og det fører uundgåeligt til en skarp stigning i hospitalsindlæggelser, siger Patrick Vallance, der er den britiske regerings toprådgiver.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters var 62 procent af sidste uges smittede i London smittet med den nye variant. Britiske analyser anslår, at virusset kan være op til 70 procent mere smitsomt, hvilket kan øge kontakttallet med cirka 0,4 point.
Professor Lars Østergaard vil dog gerne se lidt mere data.
- Nu ved vi jo ikke, om den spreder sig hurtigere. Vi har set, at den er i større antal der, hvor smitten i øjeblikket kraftigt sker i England. Men at der sker en stigning i smitten, og at vi ser den her særlige afart af virus, er ikke ensbetydende med, at de to ting hænger sammen, lyder det.
Det er endnu ikke påvist, at den nye variant skulle gøre folk mere syge end andre coronavarianter.
SSI: Vi holder øje
Virusstammen er også nået til Danmark. Statens Serum Institut har oplyst, at der er blevet påvist ni tilfælde.
Af dem var seks i Storkøbenhavn og tre i Nordjylland på samme adresse.
Meldingerne fra Statens Serum Institut er, at man har godt snor i udviklingen.
Chefvirolog Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut sagde i går, at man holder 'supergodt øje' med den engelske variant - ligesom man gør med flere andre varianter.
- Vi har helt styr på, hvor de (smittetilfældene, red.) er. Og vi holder også øje med, om det skulle brede sig. Vi har et par stykker i kikkerten, lød det.
Ifølge Johns Hopkins University er der blevet registreret 67.177 coronarelaterede dødsfald i Storbritannien. Samlet er der blevet registreret omkring 1,7 millioner britiske smittetilfælde.