Cordsen: Der er langt til to procent på forsvarsbudgettet

Mange danskere vil gøre som USA's præsident, Donald Trump, kræver og afsætte to procent af BNP til forsvar. Men politikerne melder pas.

Selv med helt frie hænder ville regeringen næppe kunne finde penge nok til at bruge to procent af BNP på forsvar, vurderer Christine Cordsen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

40 procent af de adspurgte danskere mener, at Danmark bør opfylde Natos målsætning om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar.

Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for DR, kort før Natos medlemmer i morgen og i overmorgen mødes for at tale om alliancens fremtid.

Men det får hverken Venstre, Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti til at love flere penge til forsvar end de allerede afsatte 1,3 procent.

Og det er ikke så mærkeligt, siger DR's politiske korrespondent Christine Cordsen.

- Jeg tror, et flertal af politikere godt kunne tænke sig at bruge flere penge på forsvaret, hvis altså de havde et pengetræ. Det, som danskerne ikke tager stilling til i denne meningsmåling er jo, hvor pengene skulle komme fra, siger Christine Cordsen.

Langt til to procent

Hun mener, at undersøgelsens resultat viser, at danskerne oplever, at de er under trussel.

- Der er debat om ny kold krig. Vi har en usikker situation i forhold til USA og i forhold til terror, flygtninge, Rusland, EU-samarbejdet. Det, tror jeg også, smitter af på, hvordan danskerne ser på forsvaret, siger den politiske korrespondent.

Folketinget vil også gerne prioritere forsvaret.

- Det svære er, når man enten skal ud og spare på noget andet, eller sætte skatterne op for at få flere penge ind, siger Christine Cordsen og peger på, at der i kroner og øre er ganske langt i mål for at nå op på Nato-målsætningen:

- Lige nu er vi på lidt over en procent, og det koster cirka 20 milliarder om året. Så kan man selv regne ud, hvor meget det koster at komme op på to procent. Det kommer til at gå langsomt og tage rigtig mange år, før man når derop, siger hun.

Løkke vil pege på effektivt forsvar

Selv om regeringen havde helt frie hænder, ville den sandsynligvis alligevel ikke kunne finde penge nok til at nå to-procent målet.

Derfor tror Christine Cordsen heller ikke, at Lars Løkke Rasmussen vil forsøge at henvise til manglende parlamentarisk opbakning, hvis Trump på Nato-topmødet i Bruxelles i morgen skulle spørge ham om, hvorfor Danmark ikke kommer i mål.

- Det tror jeg ikke, for heller ikke regeringen vil være i stand til at prioritere på en måde, som kunne skaffe så mange penge, som det ville kræve at komme op på to procent, siger den politiske korrespondent.

Derfor vil statsminister Lars Løkke Rasmussen snarere satse på at rose Danmarks fortræffeligheder.

- Hvis han har en fortrolig stund med Trump, tror jeg snarere, han vil slå på, at Danmark måske ikke er oppe på de to procent, men at vi til gengæld bruger de penge, vi giver til forsvaret, langt mere effektivt, end mange andre lande - som måske procentvis i forhold til BNP - giver flere penge, siger hun.

Rettelse: Rubrikken på denne artikel er ændret, da den kunne misforstås.