COP22: Nødråb fra de afrikanske lande

De afrikanske lande kræver mere samarbejde og flere penge fra de rige lande for at stå imod klimaforandringerne

Fotoet her illustrerer, hvordan jordkloden er omgivet af røg og forurening fra den globale opvarmning. Og de afrikanske lande er mest sårbare over for klimaforandringerne. (Foto: © LIONEL BONAVENTURE, Scanpix)

Ude på landet i Zimbabwe blæser vinden støvet op mellem hytterne i landsbyen, mens bønderne hakker den tørre jord væk fra de knoldede, halvvisne afgrøder.

Og med en blikskål graver kvinderne et dybt hul ned til den smule grundvand, der er tilbage, for at få fat i de sidste dyrebare dråber.

4-5 fem millioner sulter lige nu i Zimbabwe p.g.a. flere års tørke - det er ca. halvdelen af befolkningen på landet. Og mønstret er det samme i mange andre afrikanske lande.

De fattige lande kræver handling

Men det bør og skal COP22-topmødet gøre noget ved, siger Hakima El Haité - miljøminister i værtslandet Marokko:

-Det er nemlig ikke afrikanerne, der er ansvarlige for udledningen af CO2 og for klimaforandringerne, siger hun.

-De afrikanske lande er de mest sårbare. Så nu må vi se handling, siger Marokkos miljøminister.

Samme budskab kommer fra verdens 48 mindst udviklede lande - de såkaldte LDC-lande. De siger, at uden handling vil Paris-aftalen fra COP21-klimatopmødet i fjor kun være et stykke papir.

Svært at finde pengene

Men det vil nok blive svært at finde alle de penge, der skal til.

Ifølge det internationale Institut for Miljø og Udvikling vil det koste 635 milliarder kroner om året at hjælpe verdens fattigste lande med at klare sig gennem klimaforandringerne.

Og FN har beregnet, at det vil koste 3.400 milliarder kroner om året i år 2050 at hjælpe alle udviklingslande med at håndtere klimaforandringerne. Det er fire-fem gange så meget som man hidtil har vurderet.

Men det er penge, som de rige - og mest forurenende - lande næppe vil give.

Den britiske hjælpeorganisation Oxfam har da også vurderet, at de rige lande kun har givet de fattige lande 16 procent af det samlede beløb til at imødegå klimaforandringerne.