Comey i eksklusiv klub: Kun én anden FBI-chef er blevet fyret

Det er hele 24 år siden, at det for første gang skete, at en FBI-chef blev fyret.

Foruden James Comey (billedet) har også William Sessions, tilbage i 1993, set sin tørn som FBI-direktør ende med en fyreseddel. (Foto: © Kevin Lamarque, Scanpix)

Donald Trumps fyring af FBI-direktør James Comey har trukket overskrifter i medier verden over.

Og det er der en god grund til. Det er nemlig ganske usædvanligt, at FBI-chefen fyres, fortæller Jørn Brøndal, der er lektor i amerikanske studier ved Syddansk Universitet.

- Det er sket én gang før – i 1993 fyrede den daværende præsident Bill Clinton sin FBI-direktør, William Sessions, men derudover er det ikke sket, forklarer han.

Da Bill Clinton tilbage i 1993 - altså for 24 år siden - valgte at fyre William Sessions skete det ifølge New York Times med baggrund i en række anklager om misbrug af offentlige midler. Sessions blev blandt andet kritiseret for eksempelvis at tage på gratis rejser med FBI-fly og for at have brugt offentlige midler på at blandt andet at få bygget et hegn ved sit hjem.

Clinton havde oprindeligt bedt Sessions om selv at trække sig, men da det ikke skete, blev Sessions altså fyret.

Èn af årsagerne til, at så få FBI-direktører er blevet fyret skyldes blandt andet, at de i dag indsættes for 10 år ad gangen, forklarer Jørn Brøndal:

- Man har lige netop givet FBI-direktørerne 10 år ad gangen for at beskytte dem mod for meget politisk pres, så det er ganske usædvanligt det her, siger han.

James Comey blev udnævnt til posten af daværende præsident Barack Obama tilbage i september 2013.

FBI's mange direktører

  • James B. Comey: 4. september 2013 - 10. maj 2017

  • Robert S. Mueller: 4. september 2001 - 4. september 2013

  • Thomas J. Pickard: Fungerende direktør fra d. 25. juni 2001 - 4. september 2001

  • Louis J. Freeh: 1. september 1993 - 25. juni 2001

  • Floyd I. Clarke: Fungerende direktør fra 19. juli 1993 - 1. september 1993

  • William S. Sessions: 2. november 1987 - 19. juli 1993

  • John E. Otto: Fungerende direktør fra d. 26. maj 1987 - d. 2. november 1987

  • William H. Webster: 23. februar 1978 - 25. maj 1987

  • James B. Adams: Fungerende direktør fra d. 15. februar 1978 - d. 23. februar 1978

  • Clarence M. Kelley: 9. juli 1973 - 15. februar 1978

  • William D. Ruckelshaus: Fungerende direktør fra d. 30. april 1973 - 9. juli 1973

  • L. Patrick Gray: Fungerende direktør fra d. 3. maj 1972 - d. 27. april 1973

  • J. Edgar Hoover: 10. maj 1924 - 2. maj 1972

  • William J. Burns: 22. august 1921 - 14. juni 1924

  • William J. Flynn: 1. juli 1919 - 21. august 1921

  • William E. Allen: Fungerende direktør fra d. 19. februar 1919 - 30. juni 1919

  • Alexander B. Bielaski: 30. april 30 1912 - 10. februar 1919

  • Stanley W. Finch: 26. juli 1908 - 30. april 1912