Colombias regering og Farc er enige om våbenhvile

Colombias regering og oprørsgruppen Farc siger ifølge AP, at de har indgået en aftale om våbenhvile. Det er det sidste store skridt mod en endelig fredsaftale.

Under fredsforhandlingerne mellem præsident Santos og FARC har tusindvis af demonstranter ytret deres utilfredshed med, at forhandlignerne overhovedet foregik. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

Colombias regering og oprørsgruppen Farc har onsdag indgået en aftale om våbenhvile. Det meddeler de ifølge nyhedsbureauet AP's hjemmeside.

Våbenhvilen er det sidste store skridt mod en endelig fredsaftale.

Kort forinden havde Farc meddelt, at gruppen kun var et enkelt skridt fra at indgå en aftale med regeringen.

- Aftalen er næsten færdig, der er kun ét punkt tilbage. Vi bør have en erklæring i morgen, sagde Farcs forhandler Pastor Alape tidligere onsdag.

Hans kollega Carlos Lozada skriver på Twitter:

- Torsdag 23. juni vil vi meddele, at det er krigens sidste dag.

Fredsforhandlingerne mellem regeringen og Farc blev indledt i 2012.

Der er endnu en række udeståender i forhandlingerne, herunder afvæbning af oprørerne.

Colombias præsident, Juan Manuel Santos, sagde tidligere på ugen, at han håber at kunne have den endelige fredsaftale på plads inden 20. juli, skriver AFP.

/ritzau/