Hverken Colombias præsident, Juan Manuel Santos, eller lederen af oprørsgruppen Farc, Rodrigo Londono, har opgivet den fredsaftale, som landets vælgere stik imod alle forventninger forkastede ved en folkeafstemning søndag.
Juan Manuel Santos erkender, at vælgerne med et spinkelt flertal har afvist den aftale, som han i sidste uge underskrev sammen med Rodrigo Londono.
Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
- Flertallet har sagt "nej" til aftalen, siger han i en tv-transmitteret tale, men tilføjer:
- Jeg giver ikke op. Jeg vil fortsætte med at indgå fred til den sidste dag (som præsident, red.).
Uvidst hvad der skal ske
Nej-siden vandt med under et halvt procentpoint. Hvad der nu skal ske er uvist. Før afstemningen sagde den 53-årige Santos, at han var sikker på opbakning til aftalen fra vælgerne.
En afvisning af aftalen ville ifølge Santos være en "katastrofe" for landet, og indebære risiko for en genoptagelse af den længst varende væbnede konflikt i Latinamerika.
Farc-leder Rodrigo Londono siger ifølge Reuters, at gruppen fastholder sit ønske om fred trods vælgernes afvisning.
- Til de colombianere, som drømmer om fred, regn med os. Fred vil sejre, siger han.
Londono understreger, at Farc fremover "kun vil anvende ord som våben".
/ritzau/