Colombias præsident lover fred og ro efter fangeudveksling

En fangeudveksling skaber håb om fred i Colombia, siger præsident Juan Manuel Santos ved åbning af nobelmøde.

Colombias President Juan Manuel Santos modtog Nobels fredspris sidste år. (Foto: © Ernesto Benavides, Scanpix)

Colombias regering og guerillagruppen Den Nationale Befrielseshær (ELN) har udvekslet fanger. Dermed er vejen banet for fredsforhandlinger i næste uge.

På den baggrund kunne præsident Juan Manuel Santos åbne et møde i Bogotá for modtagere af Nobels fredspris med håb og optimisme.

- Konflikten er forbi. Vi gjorde det. Det forekom umuligt, men er nu muligt, siger Santos.

Santos modtog Nobels fredspris sidste år, da det så ud til, at en fredsaftale med oprørsgruppen Farc var sikret. Folket stemte den overraskende ned. Men en ny aftale faldt senere på plads.

ELN har torsdag løsladt et gidsel, mens regeringen til gengæld har løsladt to oprørere.

Odin Sanchez, en tidligere politiker, blev overleveret af ELN til Røde Kors i den fjerne jungleregion Choco i det vestlige Colombia.

Efterfølgende meddelte regeringen, at man har løsladt fangerne Nixon Cobos og Leivis Valero i Santanders bjerge i det nordlige Colombia.

Forsinkede forhandlinger

Forhandlinger om fred skulle egentlig være begyndt i november sidste år.

Men de blev udsat, da ELN ikke efterkom myndighedernes krav om at løslade Sanchez, der har været tilfangetaget i over otte måneder.

ELN, der består af omkring 2000 personer, betragtes som en terrorgruppe af USA og EU. Gruppen har bortført hundredvis af mennesker over fem årtier.

Målet har været at skaffe løsesummer og dermed finansiere den væbnede kamp.

Skulle parterne nå til enighed om en fredsaftale, vil det i grove træk afslutte arbejdet med at skabe fred i det sydamerikanske land.

Præsidenten lover, at fredsaftalen med ELN vil betyde, at Colombia bliver et fredeligt land.

Konflikten mellem oprørsgrupper og regeringen har kostet flere end en kvart million mennesker livet. 60.000 er forsvundet.

/ritzau/AFP