Der er nu sat tid og sted på den historiske våbenhvile mellem den colombianske regering og oprørsgruppen Farc.
Den colombianske præsident, Juan Manuel Santos, har i en tale til den colombianske kongres officielt beordret en definitiv våbenhvile med den marxistiske oprørsbevægelse.
Samtidig har han meddelt, at våbenhvilen starter mandag, skriver AFP.
- Som overhoved og øverstbefalende for vores styrker, har jeg beordret en definitiv våbenhvile med Farc fra midnat mandag. Den væbnede konflikt med Farc er slut, siger Santos til kongressen torsdag.
Med talen understreger præsidenten, at der efter flere års forhandlinger er enighed om en fredsaftale, og at der dermed kan sættes punktum for en mere end 50 år lang krig, som har presset det sydamerikanske land til kanten af kollaps.
/ritzau/