Colombia: Fjenderne Erick og Régis sagde ja til at mødes

Krigen i Colombia har stået på i mere end 50 år. Minder, hævn, savn og vrede er infiltreret i alles historie, og måske derfor er Colombias fremtid mere afhængig af folkets syn på fred end af, hvorvidt fredsforhandlingerne mellem FARC og regeringen lykkes i dag.

P1 har mødt to af dem, der har befundet sig på hver sin side af krigen. De har aldrig forestillet sig, at de en dag skulle sidde sammen på en café. Men de forestående fredsforhandlinger har fået dem til at tage nye skridt.

Ericks far i krig mod FARC

På den ene side er der Erick Behar som altid har frygtet for sin fars liv. Som højtstående militærgeneral i luftvåbnet har hans far, indtil han for nylig blev pensioneret, kæmpet direkte mod FARC. Fløjet over junglen i sin helikopter og beordret bomberne løsnet, når der var en mistanke om FARC’s tilstedeværelse.

Naturligt nok har han været en stor fjende for FARC og Erick og hans familie har måttet leve i noget, der ligner en bunker patruljeret af soldater, det meste af hans liv.

I 2002 blev Ericks onkel, der var højtstående forretningsmand, myrdet – ikke som led i krigen mod FARC.

Men alligevel forandrede mordet livet sig for Erick. Var hans far den næste i rækken, spurgte han sig selv:

- Jeg kan huske til begravelsen, der var en mand, som havde en pistol. Jeg var bange for, at det var en fra FARC, som var kommet for at skyde min far. Livet er et perverst spil. Heldigvis var det bare nogens bodyguard, fortæller Erick.

Erick endte med at flytte til Tyskland, hvor han boede i otte år. Han er nu vendt tilbage til Colombia, hans far er pensioneret fra luftvåbnet, og han håber på at kunne lægge fortiden bag sig.

Den anden side af konflikten

På den anden side er der Régis Ortiz. Han fik for alvor konflikten at mærke, da han i 2002 studerede historie på universitetet i Cartagena i det nordlige Colombia. Ved siden af studiet lavede han socialt arbejde for mennesker, internt fordrevne på grund af krigen.

På det tidspunkt var Alvaro Uribe kommet til magten, og krigen mod FARC intensiveret. Det betød, at holdninger til venstre på den politiske skala blev opfattet som en trussel mod regeringen, og derfor begyndte Regis at få trusler.

Jeg fik et brev med posten. Det var min mor, som så det først. Jeg fik 48 timer til at forlade byen, og min mors reaktion var, at jeg var nødt til at tage af sted, for hun foretrak at have en søn, der var langt væk frem for en søn, der var død, fortæller Régis.

Brevet var fra de paramilitære. Régis gemte sig over en uge forskellige steder, indtil han bliver kontaktet af en fra FARC, som fortalte ham, at de kendte til hans situation, og at de kunne tilbyde ham sikkerhed.

Det var den eneste mulighed Régis så på daværende tidspunkt, og den næste dag kom en vogn og hentede ham for at køre ham direkte ud i den colombianske jungle.

Samme krig, forskellige skæbner

Både Erick og Régis har haft krigen tæt på. De paramilitære grupper har ændret deres liv, og tvunget dem ud på et spor, de formentlig ellers ikke ville have valgt.

En dag i december mødes de to på en café i Bogotá. Musikken spiller melankolsk over den sorte tinto, den colombianske kaffe, på det runde bord.

Mødet mellem de to er skabt på foranledning af P1 Features udsendte, og det har været svært at få det til at ske.

Erick sidder over for en mand, som repræsenterer alt det, han hele sit liv har frygtet.

Arme over kors, der langsomt slapper af

Alligevel går historien og minderne i opløsning, da de sidder over for hinanden. Pludselig er de bare to skæbner, som viser sig at have stor forståelse overfor hinanden, og det, de er gået igennem hver for sig.

De arme, der til start var lagt fast over kors, skifter nu mellem at hænge langs stolen og ligge henslængt over bordet.

Om det kan lade sig gøre at lade spændingerne slippe på et storpolitisk plan er mere usikkert, og de tvivler også begge på, om fredsforhandlingerne faktisk kommer til at betyde fred for Colombia.

- Vi har aldrig set forhandlinger komme så langt, som dem vi ser nu. Men det handler i høj grad om mental forurening. For at vi skal finde fred i Colombia, er vi nødt til at lægge historien bag os, understreger Régis.

- Ja, had og minder. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg så min onkels mordere. Ville jeg omvende mig til et monster eller ville jeg bare begynde at græde? Jeg ved det ikke, fortæller Erick.

Det lykkes at skabe fred mellem Erick og Régis. Måske er det et lille skridt på vejen.

Den kommende tid vil vise, regeringen og FARC kan blive enige om en fredsaftale.

Fakta om FARC og de paramilitære styrker