CIA-direktør: Udelukket at genindføre waterboarding

CIA genindfører ikke waterboarding, heller ikke selv om en ny præsident ønsker det, siger direktøren.

Princippet ved waterboarding bliver her vist ved en demonstration ved det amerikanske justitsministerium i Washington (Foto: © Kevin Lamarque, Scanpix)

Den amerikanske efterretningstjeneste ikke vil bruge waterboarding som forhørsteknik, heller ikke selv om en fremtidig præsident vil forsøge at genindføre praksissen, siger CIA-direktør John Brennan.

Ved waterboarding bliver en fange spændt fast og får hældt vand over ansigtet gennem en klud, så vandet ikke kan spyttes ud. Det giver samme fornemmelse, som var man ved at drukne, og metoden anses af mange som tortur.

Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump har flere gange udtalt under sin valgkamp, at han som præsident vil benytte sig af waterboarding og andre former for fysisk afpresning.

- Jeg vil ikke acceptere at bruge disse metoder, siger John Brennan i et interview med NBC News.

Waterboarding var tilladt under den tidligere præsident George W. Bushs krig mod terror, men præsident Barack Obama forbød det og andre former for tortur, da han blev indsat i 2009.

Trump er overbevist om, at tortur nytter.

/ritzau/