Dronning Margrethe har søndag sendt en kondolence til Sri Lankas præsident, Maithripala Sirisena, efter angrebene i landet, der har kostet over 200 mennesker livet.
- Jeg er dybt chokeret over at høre om de frygtelige og skrækkelige terrorangreb i Sri Lanka i dag, jeg ønsker at udtrykke mine oprigtige kondolencer og sympati til dig og folket i Sri Lanka. Mine tanker er med familier og venner af ofrene, skriver hun.
Samtidig udtrykker dronningen sin "forfærdelse" over, at tre danskere er omkommet i angrebene. Hun udtrykker sin "dybeste medfølelse over for de efterladte".
Danskere blandt omkomne
Tre danskere er blandt de omkomne efter bombeangreb i Sri Lanka. Der er foreløbigt ikke meldinger om yderligere danske dræbte, oplyser Udenrigsministeriet.
Mindst 207 mennesker - heraf mindst 35 udlændinge - er meldt dræbt. Derudover er omkring 450 sårede efter mindst otte kraftige bombeangreb, der ramte Sri Lanka søndag morgen.
Angrebene fandt sted på hoteller og i kirker. Statsminister Lars Løkke Rasmussen betragter angrebene som terror.
Han udtrykte på et pressemøde søndag sin kondolence til de efterladte efter angrebene.
- Min dybeste medfølelse går til ofrenes familier.
- Påskefreden er blevet afbrudt på grusomste vis, påskeglæden er vendt til sorg. En fredelig ferie er blevet til et mareridt, lød det fra statsministeren.
Forsvarets fly på vej
Lars Løkke Rasmussen afbrød sin påskeferie på Færøerne inden pressemødet.
Et fly fra Forsvaret blev sendt af sted fra Danmark søndag omkring klokken 19 til Sri Lankas hovedstad, Colombo.
Udenrigsministeriets Borgerservice anslår, at mellem 1.000 og 2.000 danskere opholder sig i Sri Lanka.
Udenrigsministeriets rejsevejledning er blevet opdateret, sådan at alle ikke-nødvendige rejser til Sri Lanka midlertidigt frarådes.
/ritzau/