Den 54-årige sjakbajs Luis Urzua er som sidste mand ud af 33 minearbejdere blevet reddet op af San Jose-minen i Chile.
Han har gennem 69 dage under jorden været den person, som har skabt ro og holdt modet oppe hos sine kolleger. Urzua var også den person, som primært talte med omverdenen.
Sjakbajsen blev modtaget med en lille tale fra en tydeligt stolt chilensk præsident, Sebastian Piñera, og efterfølgende sang forsamlingen ved minen landets nationalsang.
- Hr. Urzua. Din vagt er slut, siger Pinera.
- Du har været en meget fin chef og leder af denne gruppe, siger Chiles præsident til Urzua.
- Som jeg har sagt før, så håber jeg aldrig, at dette sker igen, siger præsidenten, der konsekvent tiltalte sjakbajsen som "Hr. Urzua" og "chef".
- Vi er stolte af alle disse 33 minearbejdere, der alle har udvist stort mod, siger Pinera.
31-årige Florencio Avalos, der var næstkommanderende efter Urzua, blev hentet op som første mand onsdag klokken 05.10.
Dermed har redningsaktionen taget mindre end 24 timer. I første omgang havde myndighederne regnet med op imod to dage.