Chauffør samler 1,2 million til polsk kollegas familie

En indsamling sikrer familie til den polske chauffør, som blev myrdet før angreb i Berlin, et stort pengebeløb.

Det indsamlede beløb til den dræbte polske lastbilchaufførs familie svarer til mere end 20 gange en årlig gennemsnitløn i Polen. (Foto: © Pawel Kopczynski, Scanpix)

En indsamling til familien for den polske chauffør, der blev myrdet i forbindelse med angrebet på julemarked i Berlin, er nået op på 1,2 millioner kroner.

Meget tyder på, at chaufføren forgæves forsøgte at tilkæmpe sig kontrollen over sin lastbil, inden han blev dræbt med skud og knivstik.

Drabsmanden formodes at være tuneseren Anis Amri. Han kørte den 40 ton tunge lastbil ind i et julemarked og dræbte yderligere 11 personer og kvæstede over 50.

Indsamlingen, der kendes som crowdfunding, er startet tirsdag af en britisk lastbilchauffør, Dave Duncan, dagen efter det blodige anslag i Berlin.

Den 37-årige polak blev fundet død i lastbilens kabine.

En retsmedicinsk undersøgelse viser, at han blev knivstukket, mens han endnu var i live, skriver avisen Bild.

Det antages, at det skete, mens han forsøgte at gribe fat i rattet for at bemægtige sig kontrollen og forhindre, at lastbilen blev styret ind i julemarkedet.

- Jeg startede dette med den hensigt at rejse nogle få hundrede pund til familien fra godhjertede britiske lastbilchauffører, siger Duncan på GoFundMe - en hjemmeside for indsamlinger.

- Utrolig generøsitet fra bogstaveligt talt alle rundt om i verden. Det er utroligt, udtaler han.

Det beløb, der foreløbig er indsamlet, svarer til 20 gange mere end den gennemsnitlige årsløn i Polen.

Den formodede gerningsmand Anis Amri blev fredag skudt og dræbt, da han blev antastet af en politipatrulje i Milano.

Alting tyder på, at den 24-årige tuneser var rejst alene til Italien, da han blev skudt og dræbt under en skudveksling med italienske politifolk.

/ritzau/Reuters

Videografik: fra parkeret lastbil til dræbende tropedo