Opdatering 24.05.17
Charlotte Campbell skriver på sin Facebook, at hendes datter er blandt de 22 ofre efter terrorangrebet i Manchester Arena.
- Hvil i fred min elskede, dyrbare og fantastiske datter, Olivia Campbell, som blev taget alt, alt for tidligt. Gå hen og syng med englene og bliv ved med at smile. Mor elsker dig så meget, lyder beskeden fra moderen på Facebook.
Charlotte Campbells datter Olivia tog mandag aften til Ariana Grande-koncert i Manchester Arena, men hun er ikke kommet hjem igen.
Angrebet, der kostede 22 mennesker livet og sårede 59, har også sat gang i en større eftersøgning efter familiemedlemmer, som endnu ikke er dukket op.
Blandt disse er altså Charlotte Campbells datter.
- Jeg troede, at hun ville være uden for fare. Hun har gjort det før (været til koncert, red.), så jeg troede, at hun ville være uden for fare, fortæller Charlotte Campbell, mens hun balancerer på grådens rand.
Sociale medier bruges i stor stil til eftersøgningen efter forsvundne venner og familiemedlemmer, og hastagget #MissingInManchester bruges i stor stil til at poste navne og billeder på personer, som meldes savnet.
- Vi ringer hele tiden til hendes telefon, men den går direkte på telefonsvarer hver gang, fortæller Charlotte Campbell, der er desperat efter at finde sin datter.
- Hvis nogen ser hende, så kontakt mig. Hvis nogen ved, hvor hun er, så giv hende en telefon. Hun kender mit nummer. Hvis du ser en, som, du tror, er hende, så tag et billede af hende og send det til mig, siger hun.