Journalist ved Charlie Hebdo Patrick Pelloux har i dag besøgt de steder, hvor to personer blev skudt og dræbt i København i weekenden. Han er kommet for at vise sin støtte til danskerne.
- Jeg er dansker. Jeg er københavner, siger han.
- Da terroristerne angreb Paris, viste danskere os støtte og skrev 'jeg er Charlie'. Så da jeg så dette angreb, tænkte jeg, at det var meget vigtigt at komme og tale med folk og ofre, siger Patrick Pelloux til DR Nyheder.
Jyllands Postens hjemland
Charlie Hebdo genoptrykte i 2006 Jyllands Postens Muhammedtegninger, og satiremagasinet har et erklæret mål om at forsvare frisind gennem provokationer.
- Det her er også hjemlandet for avisen (Jyllands Posten, red.), der offentliggjorde Muhammedtegningerne i sin tid, siger han.
Politiet mener, at det var den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein, der lørdag eftermiddag skød mod kulturhuset Krudttønden, hvor han dræbte en civil borger og sårede tre politibetjente.
Politiet mener også, at han stod bag søndagens angreb ved synagogen i København, hvor en vagt blev dræbt, og to betjente blev såret. Senere på natten døde El-Hussein i en skudveksling med politiet.
Angreb på ytringsfriheden
Pelloux besøgte de to gerningssteder i dag sammen med blandt andre Paris' bormester, Anne Hidalgo, og den franske ambassadør, Francois Zimeray, som var til stede under det første angreb på debatmødet.
De lagde blomster og holdt et minuts stilhed for ofrene begge steder, fortæller journalisten.
Kulturhuset Krudttønden husede lørdag et arrangement om ytringsfrihed og blandt andre den svenske Muhammedtegner Lars Vilks var til stede, da gerningsmanden åbnede ild.
Derfor ser Patrick Pelloux også angrebet som et angreb på ytringsfriheden, ligesom det hans magasin var udsat for 7. januar. Gerningsmændene råbte efter angrebet i Paris, at de havde hævnet profeten.
Pelloux var ikke til stede under angrebet i Paris, men lige i nærheden, og var en af de første på stedet umiddelbart efter.
- Målet med den terrorhandlingen er selvcensur, og det er meget svært at undgå selvcensur. Terroristerne ønsker, at vi skal undlade at tale om islam og profeten, siger Patrick Pelloux.
Han deltager ikke i den store mindehøjtidelighed i København i aften, men rejser hjem til Paris og mindes ofrene igen foran den danske ambassade i stedet.
- Vigtigt at vi ikke lader os skræmme
Pelloux mener, at man bør sige fra over for angrebene og ikke lade sig styre af den frygt, som han mener, terroristerne vil indgyde.
- Vi må rejse og sige, at vi ikke vil finde os i fascisme. Vi er sammen om at sige, at vi ikke vil have terrorisme, der dræber alle mulige alle vegne; børn, jøder, muslimer, politi, journalister, karikaturtegnere, siger Patrick Pelloux og tilføjer:
- Det er meget vigtigt, at vi ikke lader os skræmme, men fortsætter for frihed.