Fra det øjeblik dronning Elizabeth II døde torsdag eftermiddag overgik tronen med det samme til kronprinsen og arvingen Charles, den nu tidligere prins af Wales, uden en ceremoni.
Den kommende tid er der en række skridt, som Charles skal følge, før han bliver udråbt til konge. Det skriver BBC.
Indtil dronning Elizabeths død var prins Charles den længst-siddende kronprins i Storbritanniens historie. Faktisk har han været kronprins i hele 63 år.
I en alder af 73 år er han samtidig den ældste tronarving, der tager plads på den britiske trone.
Hvad skal navnet være?
Faktisk har dronning Elizabeths førstefødte søn allerede taget en af de helt store beslutninger i hans korte regeringstid - hvad han skal hedde som konge.
For under 24 timer siden var han kendt som prins Charles, men nu hedder han kong Charles III. Han er nu dermed konge over Det Forenede Kongerige Storbritannien og 14 andre Commonwealth-riger.
Han kunne have valgt frit fra hylden af sine fire navne - Charles Philip Arthur George.
Kong Charles er dog ikke den eneste i kongefamilien, som får ændret sin titel.
Prins William, der nu er kronprins, vil ikke automatisk blive prins af Wales som sin far. Denne titel skal gives videre til ham af kong Charles.
Han har dog arvet sin fars titel som hertug af Cornwall. William og Kate har derfor nu titlen af hertug og hertuginde af Cornwall og Cambridge.
Charles' kone Camilla får også en ny titel. Hun vil fremover have titel af dronningekonsort, som er et udtryk, der bruges som monarkens ægtefælle.
Forventes udråbt konge på lørdag
Ifølge BBC forventes det, at Charles officielt vil blive udråbt til konge på lørdag.
Dette vil ske på St. James's Palace, som er den britiske monarks officielle residens i London, foran et tiltrædelsesråd.
Tiltrædelsesrådet er en gruppe udvalgte repræsentanter for det britiske samfund og består blandt andet af parlamentsmedlemmer, højtstående embedsmænd og Londons borgmester.
Mere end 700 personer er berettiget til at deltage i ceremonien, men på grund af den korte frist forventes det, at antallet bliver mindre. Ved den seneste tiltrædelsesceremoni i 1952 deltog omkring 200 personer, skriver BBC.
Ved ceremonien vil en erklæring om dronningens død blive oplæst og underskrevet blandt andet af premierministeren og ærkebiskoppen af Canterbury. Her er der ikke tradition for, at den nye konge deltager.
Kongens første erklæring
Den nye konge vil i stedet være til stede, når tiltrædelsesrådet mødes igen.
Her vil kong Charles III komme med en erklæring, hvor han blandt andet skal love at bevare den skotske kirke.
Efter en trompetfanfare vil den nye konge blive udråbt fra en balkon på St. James Palace. Umiddelbart efter vil nationalmelodien bliver spillet, og for første gang siden 1952 vil nationalmelodien indeholde ordene: "God Save the King".
Kanonsalutter vil blive affyret i Hyde Park og fra Tower of London i hovedstaden London, og annonceringen af Charles som konge vil også blive oplæst i Edinburgh i Skotland, Cardiff i Wales og Belfast i Nordirland.
Kroningen lader vente på sig
Det ceremonielle højdepunkt for den nye kong Charles vil være kroningsceremonien, hvor han officielt bliver kronet som konge.
Men der kan gå lang tid, før det sker. Det gjorde der nemlig sidst for dronning Elizabeth.
Hun overtog tronen i februar 1952, men blev ikke kronet til dronning før juni 1953.
I de sidste 900 år er kroningsceremonien foregået i Westminster Abbey i London. Vilhelm Erobreren var den første monark til at blive kronet der, og kong Charles III vil blive nummer 40.
Kroningsceremonien vil blive udført af ærkebiskoppen af Canterbury, og vil byde på en række ritualer og traditioner. Blandt andet skal den nye konge velsignes med hellige olier.
Klimakset i ceremonien bliver, når ærkebiskoppen af Canterbury sætter St Edwards krone på Charles’ hoved. Det er en solid guldkrone fra 1661.
Den vejer 2,23 kilo og bliver kun båret af den britiske monark under selve kroningsceremonien.
Kong Charles vil også modtage rigsæblet og sceptret som et symbol på sin nye rolle.
Hvornår kroningsceremonien vil finde sted vides endnu ikke.