Kridtet arbejder sig stabilt hen over tavlen. Bogstav efter bogstav, ord efter ord. Til sidst er hele tavlen fyldt. Eleverne i 2.g på Francisco De Goya gymnasiet i Barcelona tager troligt håndskrevne noter.
Historielæreren gentager det, der står på tavlen. Eleverne tjekker, at de har fået det hele med. De lyser af, at denne rutine – den kender de. De bærer kedsomheden med en anstand, man ikke længere skulle tro var mulig i 2017. De eneste spørgsmål, der bryder seancen er, når en elev har svært ved at læse et ord på tavlen.
Læreren visker tavlen ren – og begynder forfra. Nye ord, nye noter. Et enkelt spørgsmål, har vi det hele med? Ja det har vi. Videre.
Skolen som politisk kampplads
På sådan en dag, i sådan en lettere søvndyssende historietime, er det svært at forestille sig, at den catalanske skole er en politisk kampplads. Men det er ikke desto mindre tilfældet. For Spaniens-tro unionister er skolen symbolet på meget af det, der er gået galt i Catalonien. Unionisterne ser også skolen som en stor del af forklaringen på, at separatist-bevægelsen de senere år har fået så stor opbakning, at cirka halvdelen af vælgerne på torsdag ventes at stemme på partier, der har som erklæret mål at løsrive Catalonien fra Spanien.
Med andre ord: Spørger man unionist-tilhængerne, har skolen udviklet sig til en regulær ”separatist-fabrik”.
- Det er uholdbart, at det her i den catalanske skole fremstår som om, Catalonien og Spanien er to forskellige ting. Catalonien bliver fremstillet som om det var et land, ligesom Danmark, Tyskland eller Frankrig. Og sådan er det jo ikke, siger Sonia Sierra, kandidat for det store unionist-parti Ciutadans.
Går til valg på kontrol af skolerne
Partiet står til kraftig fremgang - på en utvetydig opbakning til et samlet Spanien - og går blandt andet til valg på et uafhængigt, landsdækkende kontrol-organ, der skal slå hårdt ned på indoktrinering i skoler – for at sikre, at spanske skolebørn – uanset hvor de bor, får nogenlunde enslydende undervisning.
- Vi skal have en skole, der lærer eleverne at tænke – ikke hvad de skal tænke. Skolen skal være et neutralt sted, det skal ikke være et sted, hvor kun den ene del af samfundets ideer kommer til orde siger Sonia Sierra.
Lærerne: Vi lærer eleverne at tænke selv
Men spørger man catalanske skolefolk selv, er kritikken skudt helt forbi:
– Vi lærer netop eleverne at tænke selv, at tænke kritisk. Og nej, vi indoktrinerer ikke i skolen. Vi har som grundværdi at respektere alle uanset hvor de kommer fra, hvilket sprog de har som modersmål, og hvilken kultur de i øvrigt har, siger formanden for det største catalanske lærerforbund, Francina Marti.
Kritikken af den catalanske skole handler om to ting:
Spanske-talende børn risikerer forfordeling
Den første er sproget. I dag foregår al undervisning som hovedregel på catalansk. Det er en realitet, der har givet anledning til en del polemik gennem årene. Masser af børn i catalanske skoler har ikke catalansk som modersmål og taler det ikke derhjemme. I princippet kan blot en elev bede om at blive undervist på spansk – men realiteten er, at catalansk er det dominerende, daglige sprog i klasseværelset.
Det er i sig selv skadeligt, mener kritikerne: Det er forkert, at spanske børn som udgangspunkt ikke får undervisning på deres eget modersmål i deres eget land – derudover risikerer spansk-talende børn at blive ringere stillet rent fagligt i forhold til catalansk-talende elever.
En ting er, hvilket sprog man taler – noget andet er, hvad man siger på det sprog, man nu engang har valgt. Og her er det især historieundervisningen, der står for skud.
Catalanske bøger lægger for meget vægt på Catalonien
Det spanske undervisningsministerium bestemmer over en del af pensum, men de forskellige regioner har derudover et vist spillerum. Det betyder, at elever i Catalonien får særlig undervisning i catalansk historie, ligesom elever for eksempel Galicien, Baskerlandet eller Andalucien bliver undervist i deres hjemegns historie.
Francisco Oya er catalansk historielærer med 33 års erfaring. Ifølge ham gør catalanske historiebøger sig skyldige i dels af lægge for meget vægt på Cataloniens egen historie på bekostning af Spaniens historie, dels at til tider fordreje historien:
- Catalonien fremstilles som et land, men faktum er, at det aldrig har været en selvstændig stat. Det fremstilles som om, at den spanske og den catalanske historie er to forskellige ting. Separatisterne bruger denne version af historien til at retfærdiggøre deres politiske kamp i dag, lyder det fra læreren - der insisterer på at undervise på spansk – selv om han som udgangspunkt skulle gennemføre sine timer på catalansk.
Gymnasielærer: Jeg indoktrinerer ikke
Lluís Vargas, den sindige tavle-og-kridt entusiast fra Francisco de Goya gymnasiet, har undervist i historie i 30 år, og reagerer nærmest sørgmodigt, når han bliver konfronteret med anklagen:
- Det er ikke rart når andre siger sådan noget om dit arbejde. Men vi kan ikke tage til genmæle. Alle er velkomne til at komme og se min undervisning. Jeg indoktrinerer ikke nogen, siger han.
Ja, støtten til separatist-bevægelsen er steget kraftigt de senere år i Catalonien. På 8 år – fra 2005 til 2013 steg tilslutningen til løsrivelsesbevægelsen fra cirka 15 procent i 2005 til cirka 50 procent – samme niveau som den ligger på i dag. Men ifølge den spanske avis El Diario er det ikke udelukkende en ung bevægelse – de ældre over 60 kan mønstre samme stigning.
Og det er immervæk et godt stykke tid siden, de sad på skolebænken.