Huaweis finansdirektør, Wanzhou Meng, er anklaget for bedrageri i forbindelse med de amerikanske sanktioner mod Iran, og derfor tilbageholdes hun fortsat i Canada.
Det oplyser en anklager i sagen fredag efter et retsmøde, hvor myndighederne skulle tage stilling til, om Meng kunne løslades mod kaution.
Under retsmødet har dommeren dog besluttet at tage weekenden i brug til at vurdere sagen, mens finansdirektøren for den kinesiske telegigant bliver i fængselscellen.
Wanzhou Mengs advokat oplyser, at han mandag vil fortsætte argumenterne for hendes løsladelse.
Udlevering til USA
Wanzhou Meng er datter af Huaweis grundlægger. Hun blev anholdt 1. december i Canada med henblik på udlevering til USA.
Det fremgik ved begyndelsen af fredagens retsmøde, at hun er mistænkt for at have deltaget i transaktioner, hvor det globale banksystem blev anvendt for at undvige amerikanske sanktioner mod Iran.
Anklagerne mener, at Meng har løjet over for amerikanske banker om et hemmeligt datterselskab, så selskabet kunne sælge udstyr til Iran - i strid med sanktionerne mod landet.
USA anklager hende således for at have deltaget i et komplot mod en række finansinstitutioner. Sanktionsbruddene skal være sket mellem 2009 og 2014.
Kina kræver Meng løsladt
Kina mener ikke, at Meng har overtrådt love i Canada eller USA, og derfor kræver landet hende løsladt.
Men anklagerne advarer om, at der kan være stor risiko for, at Meng flygter, hvis hun bliver løsladt. De mener, at Meng bevidst har holdt sig væk fra USA, siden hun blev klar over efterforskningen.
USA har undersøgt, hvorvidt Huawei Technologies Ltd. krænkede USA's sanktioner mod Iran siden 2016.
Meng blev anholdt, samme dag som præsidenterne for USA og Kina mødtes i Argentina og enedes om at udsætte en strid om handel i tre måneder.
/ritzau/Reuters