Premierminister David Cameron taber en symbolsk afstemning i det britiske underhus om en militæraktion i Syrien uden om FN.
272 medlemmer stemte for forslaget, mens 285 stemte imod.
Storbritanniens premierminister, David Cameron, sagde torsdag før afstemningen til parlamentet, at han var overbevist om, at det syriske regime står bag de kemiske angreb i udkanten af Damaskus, men erkendte, at der ikke var 100 procents sikkerhed.
- Spørgsmålet i Underhuset i dag er, hvordan vi skal reagere på en af de mest afskyelige anvendelser af kemiske våben i et århundrede med nedslagtning af uskyldige mænd, kvinder og børn i Syrien, sagde Cameron og fortsatte:
- Det handler ikke om at vælge side i konflikten, det handler ikke om at invadere, det handler ikke om et regimeskifte eller om at arbejde tættere sammen med oppositionen.
Debat i underhuset
Labours leder Ed Miliband fremlagde torsdag aften sit partis synspunkter i Underhuset og argumenterede for, hvorfor Labour stemmer imod forslaget.
- Vi har stadig større tvivl om regeringens uigennemsigtige forslag. Det nævner ikke på noget sted entydige beviser, sagde en højtstående kilde i Labour.
Cameron erkendte over for politikerne, at der ikke var 100 procent beviser for, hvem der er ansvarlig for angrebet.
- Derfor er I nødt til at træffe beslutningen. Men jeg tror, at det står ganske klart, når vi står med et regime, der ved 14 andre lejligheder har benyttet kemiske våben. Hvis ikke vi griber ind, så vil det ske igen og igen, sagde Cameron.
Ritzau/