Cameron opfordrer toppolitikere til at fremlægge skattepapirer

I går lagde den britiske premierminister sine skattepapirer frem. Han opfordrer toppoltikere til at gøre det samme.

Premierminister David Cameron lagde i går sine skattespapirer frem, og nu opfordrer han alle britiske toppolitikere til at gøre det samme. (Foto: © Neil hall, Scanpix)

Storbritanniens premierminister, David Cameron, opfordrer britiske toppolitikere til at offentliggøre deres skattepapirer, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, efter at premierministeren selv i går fremlagde sine skattepapirer som en konsekvens af, at hans afdøde fars navn er dukket op i de lækkede Panama-papirer. På den måde ønskede han at dementere, at han skulle have unddraget skattebetaling.

- Premierminister David Cameron mener, det vil være rigtigt, at britiske finansministre, oppositionspartiernes finansordførere og potentielle britiske ledere skal offentliggøre, hvad de betaler i skat, siger en talskvinde.

David Cameron har selv fortalt, at han har haft aktier i sin fars Bahamas-baserede firma, men at han solgte aktierne, inden han blev premierminister.

Lørdag erkendte han dog også, at han ikke har håndteret situationen optimalt og kaldte det "dårlig håndtering af historier om hans mulige involvering i kreative skatteløsninger".

Camerons skatteoplysninger går seks år tilbage og viser blandt andet, at premierministeren i skatteåret 2014-15 betalte 75.898 pund i skat ud fra en samlet indkomst på 200.307 pund (1,85 millioner kroner).

Indtægterne stammer fra en løn på 140.522 pund, skattepligtige diæter på 9834 pund, 46.899 pund fra lejeindtægter fra et familieejet hus i Notting Hill i London og 3052 pund i renter.

Cameron vil også nedsætte en arbejdsgruppe, der skal styrke Storbritanniens kamp mod skatteunddragelse og hvidvaskning af penge.

/ritzau/