Cameron: Jeg står fast på mine principper

Kampberedt britisk premierminister står fast på at ville stemme imod Juncker som EUs kommissionsformand.

Den britiske premierminister, David Cameron, er fredag morgen fast i mælet, da han ankommer til EU-topmøde i Bruxelles, hvor han i eftermiddag forventes at blive stemt ned i opgøret om, hvem der skal være den næste formand for EU-Kommissionen.

- Der er tider, hvor det er meget vigtigt at stå fast på sine principper og det, man tror på - selv om alle odds er imod en - frem for at gå med på noget, som man mener er helt grundlæggende forkert.

- I dag er en af de dage, siger en sammenbidt Cameron ved ankomsten til mødet.

Forkerte mand til jobbet

Cameron siger direkte om luxembourgeren Jean-Claude Juncker, at han vil være den forkerte mand til jobbet som kommissionsformand.

- Han er ikke den rigtige mand til at drive denne her organisation fremad, siger Cameron, der også har kaldt selve den proces, der har bragt Juncker frem til nomineringen, for magttyveri fra Europaparlamentets side.

Kun den ungarske premierminister, Viktor Orbán, ventes at følge Cameron og stemme nej, hvis den britiske regeringsleder vil benytte sin ret til at kræve en afstemning om besættelsen af jobbet.

Det vil i givet fald være første gang, stats- og regeringslederne i Det Europæiske Råd faktisk skal stemme om en udnævnelse.

Thorning: Vi har brug for Storbritannien i EU

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) beklager på vej ind til mødet, at det få timer før den planlagte debat om den kommende kommissionsformand ikke er lykkedes at finde en løsning i mindelighed.

- Vi har hele tiden syntes, at vi skulle prøve at finde en løsning, som alle kan leve med. Det ser nu ud til, at der kommer en afstemning, og vores opgave er herefter at forsøge at klinke skårene og sikre, at vi igen får Storbritannien på banen.

- Jeg synes jo, vi har brug for et stærkt Storbritannien i det europæiske fællesskab. Så hvis der er noget, vi kan gøre bagefter for at sikre, at Storbritannien kommer ind i kampen igen, og vi får klinket skårene, vil vi selvfølgelig gøre det, siger statsministeren.

/ritzau/