Den britiske premierminister, David Cameron, siger, at det vil være et absolut krav fra Storbritannien, at EU-indvandreres muligheder for at nå til landet bliver begrænset, når han skal genforhandle briternes forhold til EU.
Det sagde Cameron i en tale i London før sin deltagelse i et topmøde i Letland, skriver Reuters.
- Jeg og mange andre mener, at det rigtigste for os er at få reduceret mængden af mennesker, som ønsker at komme hertil. Ændringer af velfærdsordninger for at få reduceret EU-migrationen vil være et absolut krav i min genforhandling, siger Cameron.
Håber på indrømmelser
Cameron håber at få indrømmelser fra unionen på flere punkter i en genforhandling af briternes medlemskab og har fået et stærkt mandat, efter at hans konservative parti vandt absolut flertal ved parlamentsvalget tidligere på måneden.
Cameron har lovet de britiske vælgere en folkeafstemning om Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU. Afstemningen skal ske på baggrund af en forhandling med de øvrige EU-lande om rammerne for briternes fremtidige forhold i EU.
Cameron ser helst en løsning, hvor EU-samarbejdet ændrer sig for alle 28 lande. Men hvis ikke det lader sig gøre, vil han have en britisk særordning, som skal forhandles på plads med de øvrige medlemslande. Det er endnu uvist, hvad den skal omfatte.
Tilbageslag for Cameron
Men der har i den britiske debat været en del fokus på ønsker om at begrænse antallet af tilrejsende arbejdere fra især EU's nyere medlemslande.
I 2014 kom der 318.000 indvandre til Storbritannien - det største antal siden 2005, viser nye officielle tal. Det er et politisk tilbageslag for Cameron, som havde lovet at reduceret tallet til under 100.000 årligt.
Den britiske regeringsleder offentliggør senere i dag indgreb, som skal reducere illegal og legal indvandring.
/ritzau/Reuters