Storbritannien vil fremover åbne dørene for flere syriske flygtninge, skriver flere britiske medier.
Premierminister David Cameron ventes senere i dag at skitsere en plan for, hvordan Storbritannien vil hjælpe flere af de syriske flygtninge, der i dag via menneskesmuglere og farlige ruter søger en ny tilværelse i Europa.
I år har Storbritannien, der er verdens femtestørste økonomi, kun modtaget 216 syrere, og det har medført international kritik.
Dybt rørt over billede
Nu er spørgsmålet i den grad også blevet indenrigspolitisk for Cameron, der angiveligt blev "dybt rørt", efter at flere britiske aviser i går havde billedet af en druknet, treårig syrisk dreng på forsiden.
Han siger til flere britiske medier, at Storbritannien nu vil leve op til sit "moralske ansvar".
The Times og Telegraph skriver, at den plan, som Cameron vil fremlægge, er et resultat af et tiltagende pres fra befolkning og medier om at hjælpe flere syrere.
Vil tage imod tusinder
Planen betyder angiveligt, at Storbritannien vil tage imod "tusinder" af flygtninge, og de skal i overvejende grad komme fra FN's flygtningelejre i Syriens nabolande.
- De endelige detaljer om antallet, finansiering og placering i Storbritannien, er i al hast ved at blive lagt på plads i Whitehall (regeringsbygning i London, red.), siger en kilde med kendskab til planen til The Guardian.
David Cameron understreger, at flygtningekrisen ikke bare kan løses ved at landene modtager flere flygtninge. Men, understregede han:
- Vi er ikke ligeglade.
Briterne har skrevet under på krav
Flere end fire millioner personer er flygtet fra Syrien siden borgerkrigens udbrud i 2011. Cirka 5.000 af dem er kommet til Storbritannien.
Det er væsentligt færre end lande som Frankrig, Tyskland og Sverige, og samtidig er Storbritannien ligesom Danmark heller ikke med i den interne EU-fordeling af flygtninge.
Presset på regeringen for at tage imod flere flygtninge er blevet bakket op af over 325.000 briter, der via en underskriftindsamling har opfordret den konservative regering til at hjælpe flere flygtninge.
Derudover har mindst 2000 familier meldt sig frivilligt til at være værtsfamilie for flygtninge.
/ritzau/