Cameron advarer Putin: Rusland kan ryge helt ud af G8

Det skal diskuteres, om Rusland skal udeukkes fra G8-fællesskabet.

Vesten har taget afstand fra folkeafstemningen på Krim, som de mener er imod Ukraines forfatning. Både EU og USA har indført sanktioner mod magthavere i Rusland og Krims lokale regering. (Foto: © LUKE MACGREGOR, Scanpix)

Rusland kan stå over for at blive permanent smidt ud af G8-samarbejdet.

Det siger Storbritaniens Premierminister David Cameron og sender dermed en advarsel til præsident Vladimir Putin om, at Vesten ikke vil acceptere Ruslands ageren i Ukraine, særligt på Krim-halvøen.

- Jeg mener, vi skal debatere, om vi skal smide Rusland permanent ud af G8, hvis der sker yderligere handlinger, siger premierministeren til det britiske parlament ifølge Reuters.

Vil boykotte topmøde

Både USA, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan og Storbritannien - de såkaldte G7-lande - har fordømt Ruslands overtrædelse af Ukraines suverænitet.

Landene aflyste forberedelserne frem mod et kommende topmøde i Sochi. Topmødet er planlagt til 4.-5. juni.

G8 er en sammenslutning af otte af verdens førende nationer. I fællesskabet er Frankrig, Tyskland (Vesttyskland indtil 1990), Italien, Japan, Storbritannien, USA, Canada og Rusland.

Samlet set udgør de otte landes økonomi omkring 65 procent af hele verdensøkonomien. De mødes en gang årligt til et topmøde for at diskutere internationale politiske og økonomiske situationer.

EU støtter ligeledes Ukraine i konflikten og Økonomikommisær Olli Rehn har netop meddelt, at man er ved at forberede et hastelån på 7,5 milliarder til Ukraine, som er på randen af økonomisk kollaps.

Russerne rømmer militærbaser

Rusland har accepteret, at Krim bliver en del af føderationen, som flertallet af de pro-russiske indbyggere stemte ja til søndag. En afstemning som blev boykottet af de ukrainsk-sindede indbyggere på Krim.

Rusland anser allerede Krim som russisk land og er gået i gang med at rømme ukrainske garnisoner. To soldater blev dræbt tirsdag.

Præsident Putin har underskrevet en traktat, som formelt set skal gøre Krim russisk. Det er det russiske parlament, Dumaen, godkender traktaten. Hvilket regnes for en formalitet.