Det britiske aktiemarked stiger med en procent oven på valget, der er endt uden en klar vinder.
Usikkerheden om den politiske fremtid og forhandlingerne om landets farvel til EU svækker pundet. Det gør det billigere for udlandet at købe britiske varer, hvilket bør understøtte eksporten og de britiske virksomheder.
- Det er faktisk ganske klassisk. Når pundet falder, stiger de britiske aktier, siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg i Formuepleje, til Ritzau Finans.
- Det er der en meget naturlig forklaring på, da op mod tre fjerdedele af selskaberne i indekset er eksportører, som alt andet lige vil nyde godt af et lavere pund, fordi de sælger deres varer i udlandet, tilføjer han.
Af samme årsag har den britiske børs klaret sig godt siden brexit-afstemningen i juni 2016. Pundet er svækket godt 15 procent i samme periode på grund af den store usikkerhed om effekten på britisk økonomi generelt set.
Efter omkring 10 minutters handel stiger det toneangivende, britiske FTSE100-indeks lidt over en procent.
FTSE100 dækker dog de store, britiske virksomheder, der ofte har globalt salg. De selskaber, der trækker op, er da også alkoholkonglomeratet Diageo, fødevaregiganten Unilever og luksusmærket Burberry.
Det brede FTSE250-indeks, der i højere grad har selskaber, der kun opererer i Storbritannien, falder med omkring en halv procent.
/ritzau/