Den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, siger, at Storbritannien måske ikke kan deltage i VM i fodbold i Rusland "på en normal måde".
Den usædvanlige trussel kommer, efter en tidligere russisk spion Sergei Skripal, der bor i Storbritannien, pludselig blev syg efter et restaurantbesøg i sidste uge.
Både Sergei Skripal og hans datter befinder i kritisk tilstand, og der er mistanke om, at de kan være blevet forgiftet.
Kongehus og regering
Hvis det kan bevises, at Rusland er involveret i episoden, "vil det være svært at forestille sig, at britisk deltagelse ved den begivenhed vil foregå på en normal måde," sagde Boris Johnson med henvisning til VM i fodbold under en debat i det britiske underhus. Han forklarede ikke, hvad han mente med "en normal måde".
Det britiske udenrigsministerium har senere præciseret, at ministeren talte om repræsentanter for det officielle Storbritannien - for eksempel regeringen eller kongehuset - ikke om det engelske landshold, der som det eneste af de britiske hold har kvalificeret sig til slutrunden i Rusland til sommer.
Robust svar
Boris Johnson lovede, at Storbritannien vil give et "robust" svar - inklusiv sanktioner og andre tiltag - hvis russisk indblanding bliver bevist.
Rusland har tidligere i dag afvist, at de kender noget til sagen og har lovet at hjælpe de britiske myndigheder med efterforskningen.
En talsmand for det russiske udenrigsministerium finder det upassende, at Boris Johnson kæder Rusland sammen med den tidligere spions sygdom og kalder Boris Johnsons udtalelser for "vilde".
Avanceret metode
En talsmand for den britiske premierminister Theresa May siger, at man ikke vil drage forhastede konklusioner om en igangværende efterforskning.
Men når Boris Johnson alligevel ikke kan lade være med at nævne muligheden, skyldes det ifølge DR Nyheders korrespondent i London, Kim Bildsøe Lassen, dels, at der er tale om en tidligere russisk spion, og at Storbritannien har prøvet noget lignende før.
I 2006 blev den afhoppede russiske efterretningsagent Alexander Litvinenko forgiftet med et radioaktivt stof i London. En offentlig høring pegede direkte på Ruslands indblanding i drabet.
Og der er andre omstændigheder ved det aktuelle tilfælde, som sætter gang i spekulationerne:
- Hvis det er en forbrydelse, er den udført meget avanceret - uden man kan se, hvad der er overgået de her mennesker. Det tyder på, at det er andre end småkriminelle, som er på spil, siger Kim Bildsøe Lassen.
Kremls modstandere dør i Storbritannien
- •
Boris Berezovsky: En russisk oligark, der flyttede til Storbritannien i 00'erne og blev en hård kritiker af den russiske præsident, Vladimir Putin. Blev fundet død på gulvet i sit badeværelse i marts 2013 med en tørklæde rundt om halsen. En undersøgelse konkluderede, at det var umuligt at afgøre, om han blev myrdet eller begik selvmord.
- •
Alexander Perepilichny: En russisk forretningsmand, som var hovedvidne i en sag, hvor russiske embedsmænd var anklaget for at stjæle 1,4 milliarder kroner fra en hedgefond i London. Døde under en løbetur i nærheden af sit hjem i London i november 2012. To obduktioner kunne ikke afgøre dødsårsagen, men efterforskningen fortsætter.
- •
Alexander Litvinenko: En tidligere russisk efterretningsagent, som hoppede af til Storbritannien. Døde i 2006 efter at være forgiftet med det radioaktive stof polonium-210. Politiet har tiltalt to russere for mordet, og en offentlig høring konkluderede, at Litvinenko blev dræbt af Ruslands sikkerhedstjeneste, sandsynligvis på Putins ordre.
- •
Georgi Markov: En bulgarsk dissident, som arbejdede for tv-stationen BBC under Den Kolde Krig. Døde i september 1978, efter han blev stukket med en forgiftet paraply. Sagen er aldrig opklaret, men mistanken retter sig mod den sovjetiske efterretningstjeneste KGB og Bulgariens hemmelige politi.
- •
Kilde: AP