Ifølge den britiske regering kan det russiske Airbus-fly, der styrtede ned lørdag over Sinai-halvøen, meget vel have haft en bombe ombord.
- Undersøgelserne af, hvorfor det russiske fly styrtede ned foregår stadig, og vi kan endnu ikke fastslå årsagen. Men nye informationer giver anledning til at tro, at flyet meget vel kan have haft en bombe ombord, lyder det i en officiel meddelelse.
Derfor er alle fly mellem Storbritannien og Sinai blevet aflyst onsdag aften.
Et hold af britiske eksperter skal nu vurdere sikkerhedssituationen omkring lufthavnen i Sharm el-Sheikh, meddeler en talsmand for regeringen.
Ifølge talsmanden har den engelske premierminister, David Cameron, allerede talt med den egyptiske præsident, Abdel Fatah al-Sisi, om sikkerhedssituationen i lufthavnen i Sharm el-Sheikh.