Britisk politi finder flere svindelsager efter dødsbrand

Dødstal efter voldsom brand i højhus i sommer skal måske sænkes til "mindre end 80", siger Londons politi.

Grenfell Tower-branden bliver undersøgt for at kunne fastslå, hvordan brandkatastrofen kunne ske i moderne London. (Foto: © TOLGA AKMEN, Scanpix)

31 millioner dokumenter og 336 virksomheder er blevet udpeget som interessante for britisk politi i efterforskningen af en omfattende brand i et højhus tidligere på året.

Og tre måneder efter den katastrofale brand har efterforskningen spredt sig ud i flere grene, oplyser politiet i London tirsdag.

Politiet er således i gang med at efterforske otte tilfælde af muligt bedrageri i forbindelse med den voldsomme brand i højhuset i London i sommer.

Sagerne handler om personer, der har hævdet at være berettiget til penge i kølvandet på branden i Grenfell Tower 14. juni. Det meddeler politiet ifølge medierne BBC, The Guardian og Sky News.

Også flere tilfælde af tyveri fra de nederste etagers lejligheder bliver undersøgt. Der skulle samlet være fire sager.

Samtidig fortæller Londons politi, at efterforskningen af branden kan munde ud i tiltaler om manddrab.

Oplysningerne stammer fra en briefing om politiets undersøgelse af branden.

Ved briefingen lyder det også, at dødstallet efter branden muligvis vil blive nedjusteret en smule. Det anslås i dag til at være omkring 80 omkomne.

Grenfell Tower-branden bliver undersøgt for at kunne fastslå, hvordan brandkatastrofen kunne ske i moderne London.

Håbet er, at en foreløbig rapport vil ligge klar til påske i 2018.

/ritzau/