En tv-debat om klima har udviklet sig til et opsigtsvækkende skænderi mellem Det Konservative Parti og tv-stationen Channel 4.
Ved gårsdagens tv-debat sendte regeringspartiet nemlig en stedfortræder for premierminister Boris Johnson, men han fik ikke lov til at deltage i tv-debatten.
I stedet blev Det Konservative Parti repræsenteret af en isskulptur, som ifølge Channel 4 skulle repræsentere krisen på vores planet ved debatten om klimapolitik.
Det Konservative Parti forsøgte at stille med Michael Gove, som er tidligere miljøminister, men tv-kanalen afviste, fordi debatten ifølge stationen udelukkende var for partiledere.
Men Gove trodsede altså meldingen og dukkede op hos Channel 4 sammen med premierministerens far, Stanley Johnson.
- Jeg er utrolig overrasket over, at Channel 4 tager denne ekstremt snæversynede indstilling til sagen, lød udmeldingen fra Stanley Johnson.
Omvendt har flere peget på, at det var premierministerens egen beslutning ikke at dukke op, hvilket har affødt beskyldninger om, at Johnson er bange for komme under kritisk behandling.
Redaktør: Stil op
Det Konservative Parti har siden indsendt en officiel klage til den britiske myndighed Ofcom, der blandt andet har ansvaret for tv og radio.
- Dette forsøger effektivt at fratage Det Konservative Parti enhver repræsentation og deltagelse, lyder den officielle klage fra partiet, beretter Reuters.
Lee Cain, som er talsmand for partiet, beskylder tv-kanalen for gennem længere tid at have været partisk.
Gårsdagens episode er ikke første gang, at premierministeren er udeblevet fra en tv-debat. Johnson blev også væk under formandskampen i sit parti i sommer, hvor Channel 4 efterlod en tom plads for at markere Johnsons fravær.
De Konservatives vrede over gårsdagens beslutning affødte i går rygter om, at partiet nu overvejer at fratage tv-kanalen sin sendetilladelse, men det ville Michael Gove ikke forholde sig til, da han blev spurgt ind til det.
Hos Channel 4's redaktør, Ben de Pear, lyder der en klar opfordring til regeringspartiet: Stil op til debatter og lad være med at opføre jer som Donald Trump.
Usikkerhed om BBC-interview
Den britiske premierminister har også fået kritik for endnu ikke at stille op til interview med BBC's Andrew Neil.
Den britiske journalist interviewede tidligere på ugen Johnsons største politiske rival, Jeremy Corbyn. Et interview, som Labour-lederen kom forslået ud af, lød vurderingen fra flere iagttagere.
Premierministeren forsvarede tidligere i dag sit fravær med, at han "har deltaget i masser af debatter" og pegede på, at han ville svare på spørgsmål fra pressen ved en pressekonference i eftermiddag.
Her talte premierministeren blandt andet om sin vision for brexit og blev spurgt ind til alt fra utroskab og skat på tamponer til fremtidens handelsaftaler.
Briterne går til valg om 13 dage.
Du kan lære meget mere om det britiske valg - og det særlige valgsystem - her: