Den konservative britiske finansminister, Philip Hammond, siger ifølge Reuters, at der i hans politiske bagland er opbakning til en overgangsperiode i forholdet til EU, når Storbritannien forlader Den Europæiske Union.
Han siger, at en overgangsperiode formentlig skal være på et par år.
- For fem uger siden var ideen om en overgangsperiode en ret ny idé, men jeg tror, at man i dag kan sige, at stort set alle omkring regeringen støtter ideen om en elle anden form for overgang, siger Hammond til BBC.
- Vi er inde i en virkelig proces nu, hvor forhandlinger indledes, og jeg tror, at man vil se regeringen slutte op bag en position, hvor vi kan få størst mulig indflydelse i forhandlingerne og den bedst mulige aftale for Storbritannien.
Hammond siger, at overgangsperiodens længde vil afhænge af, hvor lang tid der skal bruges på at få nye systemer på plads på forskellige områder - blandt andet told og indvandring.
- Det er en periode, som må defineres meget klart, og som formentligt skal være på mindst to år, siger Hammond.
/ritzau/