Få timer efter at det britiske parlament har stemt for at angribe den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat har britiske fly angrebet oliefelter i Syrien.
Det bekræfter forsvarsminister Michael Fallon.
Kort efter vedtagelsen i parlamentet i Storbritannien lettede fire Tornado-kampfly fra deres base i Cypern. Ifølge BBC vendte to af flyene tilbage lidt over tre timer senere - men uden de tre bomber, de hver især var udstyret med, da de lettede fra basen.
En talsmand fra forsvarsministeriet oplyser, at styrkerne er kommet tilbage fra "den første offensive operation over Syrien og har udført angreb".
Britiske styrker har bombet i Irak i mere end et år, og premierminister David Cameron har længe presset på for, at indsatsen mod Islamisk Stat skulle udvides til at omfatte Syrien.
Den britiske premierminister har især skærpet retorikken efter de blodige angreb 13. november i Paris. Islamisk Stat har påtaget sig skylden for angrebene, der kostede 130 mennesker livet.
/ritzau/Reuters