Trump: Opbrud i EU ser ud til at være på vej

Donald Trump drager paralleller til det, der sker i USA, efter den britiske EU-afstemning.

Donald Trump spår, at flere lande vil bryde ud af EU. (Foto: © Nigel Roddis, Scanpix)

Donald Trump glæder sig over udfaldet af den britiske EU-afstemning.

Den formentlig kommende republikanske præsidentkandidat siger, at det, der skete, skulle ske, og det hele vil ende med et stærkere Storbritannien.

- Intet vil ændre sig i USA's forhold til Storbritannien. Storbritannien vil altid være en vigtig allieret, siger Donald Trump.

Trump mener, at præsident Barack Obama har været med til at fremprovokere den britiske modstand mod EU.

- Obamas pres, for at Storbritannien skulle blive i EU, er årsag til, at briterne stemte for at bryde ud, siger Donald Trump.

Donald Trump befinder sig lige nu i Skotland for at åbne et nyt Golf Resort og kommenterede valget på et pressemøde.

Her drager han paralleller til det, der sker i USA.

- Folk vil have deres land tilbage. De vil have frihed. Man ser det i hele Europa. Der vil komme mange flere tilfælde, hvor man vil kræve grænserne tilbage, Det er det, der sker i USA. Jeg kan se det ud fra det faktum, at jeg har fået så gode meningsmålinger, siger Donald Trump.