Merkel: Storbritannien vil få det svært uden for EU

Den tyske kansler lægger ikke skjul på, at hun gerne ser, at briterne vælger at blive i unionen.

Det vil være "til gavn for os alle", hvis Storbritannien bliver i EU, mener Tysklands kansler, Angela Merkel. (Foto: © Odd ANDERSEN, Scanpix)

Det er helt op til briterne selv at bestemme, om de vil forlade EU eller ej, når de skal til stemmeurnerne 23. juni i år.

Men det vil være ”til gavn for os alle” - ikke mindst briterne - hvis de vælger at blive i det fælleseuropæiske samarbejde.

Det sagde Tysklands kansler, Angela Merkel, da hun tidligere på dagen holdt pressemøde med Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, i Berlin.

Ifølge BBC pegede hun blandt andet på, at det vil blive noget sværere for Storbritannien at blive hørt i fremtidige forhandlinger om Europas indre marked, hvis landet forlader samarbejdet.

Ifølge kansleren opnår lande, som ikke er en del af EU, nemlig ”aldrig rigtig gode resultater under forhandlingerne”.

- Det står selvfølgelig briterne helt frit for at bestemme, hvordan de vil stemme ved en kommende afstemning. Jeg har sagt gentagende gange før, at jeg personligt håber og ønsker, at Storbritannien forbliver en integreret del af EU, sagde hun under pressemødet.

Angela Merkel har ifølge BBCs korrespondent i Berlin, Jenny Hill, været meget tilbageholdende med at blande sig i Brexit-debatten.

Hun har nemlig været bekymret for, hvordan sådanne kommentarer kan blive fortolket af briterne, påpeger Jenny Hill.

Og netop derfor er dagens ”advarsel” til briterne interessant, siger BBC-korrespondenten.

- En række europæiske ledere har gjort det klart, at de ikke vil have travlt med at genforhandle Storbritanniens rettigheder og adgang til EU i tilfælde af et Brexit, og det kan være, at hun har timet sin kommentar til at falde sammen med det, siger Jenny Hill.