Hollande: Briternes afgørelse sætter EU på prøve

Den franske præsident siger, at briternes valg er smertelig, men at han respekterer det.

Frankrigs præsident Francois Hollande udtaler sig til pressen efter briternes valg om at forlade EU. (Foto: © Stephane Mahe, Scanpix)

- Briterne har valgt at forlade EU. Det er et smerteligt valg, som jeg er dybt ked af, siger Frankrigs præsident Francois Hollande og tilføjer, at han respekterer briternes valg om at forlade EU.

Hollande mødte pressen efter til morgen at have holdt møde med Tysklands kansler Angela Merkel og EU-præsident Donald Tusk, hvorefter de gjorde det klart over for briterne, at de vil have indledt proceduren omkring Storbritanniens udmeldelse så hurtigt som muligt.

- Briternes valg sætter Europa på en alvorlig prøve, sagde præsidenten ifølge Le Monde, og tilføjede, at EU ikke kan fortsætte som før, men nu må koncentrere sig om det væsentligste.

- Befolkningen forventer, at EU genbekræfter sine værdier om frihed, tolerance og fred, sagde han.

Advarer mod populisme

Her nævnte han blandt andet områder som sikkerhed, forsvar for og beskyttelse af EU's grænser, vækst og beskæftigelse, harmonisering af skattepolitik og styrkelse af Euro-zonen.

Hollande advarede mod den populisme, der kan følge i hele EU efter Brexit og sagde, at han ville gøre alt for, at den opløsning af EU, der er på spil, ikke fører til yderligere splittelse, men forandring.

Den franske præsident rejser mandag til Berlin forud for rådsmødet tirsdag og onsdag. Her vil han mødes med Angela Merkel og sandsynligvis også rådsformand Matteo Renzi og aftale, hvad der videre skal ske.