Gyser venter: Målinger viser dødt løb før britisk afstemning

Det bliver sandsynligvis en valggyser i Storbritannien. Lige mange vil blive som forlade EU.

Tilhængere af et medlemskab af EU foran det britiske parlament ved et vælgerarrangement søndag. (Foto: © HAYOUNG JEON, Scanpix)

På torsdag bliver briternes fremtid i EU afgjort.

Vælgerne skal beslutte, om de vil blive i EU eller forlade samarbejdet, de har været en del af siden 1973.

Og ifølge målingerne ser det ud til at blive en neglebidende valgaften for begge fløje.

Der er ifølge Financial Times' nyeste gennemsnit af de seneste meningsmålinger dødt løb mellem 'Remain'-siden og 'Leave'-siden.

44 procent af de adspurgte vælgere ønsker at blive. 44 procent ønsker at forlade EU. 11 procent har her fire dage før valgdagen endnu ikke taget endelig stilling.

(Foto: © Grafik: Morten Fogde Christensen, DR Nyheder)

Der har gennem hele valgkampen været meget tæt løb mellem de to fløje.

Tidligere målinger har vist, at 'Remain'-siden havde et lille forspring, men så førte 'Leave'-siden.

14. juni viste gennemsnittet af målingerne, at 47 procent ville forlade EU. Men nu er kampen åben, og alt kan stadig nå at ske.

Valgkampen blev torsdag afbrudt, da politikeren og EU-tilhængeren Jo Cox blev brutalt myrdet på åben gade.

Af respekt for hende, valgte begge sider at stoppe al snak om politik og EU for en stund. I går genoptog politikerne den skarpe retorik i et forsøg på at få de sidste vælgere overbevist.

Flere britiske medier har skrevet, at valgmedarbejdere nu er nervøse for, om de kan nå at gafle vælgere, da de mistede mange timers valgsnak i de tre dage, hvor briterne fik lov at sørge i fred.

Sagen kort

  • Målingerne i Storbritannien skal tages med et vist forbehold. Mange ved fortsat ikke, hvad de vil stemme, og målingerne siger heller ikke noget om, hvem der faktisk vælger at gå hen og stemme.

  • Samtidig er der tvivl om kvaliteten af de britiske meningsmålinger.

  • Selve valgresultatet ventes først tidligt på fredag. Med mindre at resultatet er så tydeligt, at de enkelte valgsteder allerede kan melde noget ud selv. Ellers bliver det endelige offentliggjort på rådhuset i Manchester.