250 af Storbritanniens mest kendte musikere, skuespillere, kunstnere og forfattere har skrevet under på en opfordring til vælgerne om at stemme for, at landet bliver i EU ved folkeafstemningen 23. juni.
Blandt de skuespillere, der er medunderskrivere af et brev, som er udarbejdet af avisen The Guardian, er Benedict Cumberbatch, Keira Knightley, Chiwetel Ejiofor, Helena Bonham Carter, sangeren Paloma Faith, designeren Vivienne Westwood og forfatteren John Le Carré.
I brevet advares der om, at Storbritannien bliver "en outsider, der råber ude fra fløjen", hvis et flertal stemmer for at træde ud af Den Europæiske Union.
- Storbritannien er ikke blot stærkere i Europa. Det er mere fantasifuldt og mere kreativt, står der i brevet, som er koordineret af den officielle ja-kampagne.
Meningsmålinger giver et stærkt modstridende billede af stemningen blandt vælgerne, men tendensen er, at flere hælder til at stemme for, at Storbritannien bliver i EU.
/ritzau/