Da briterne i torsdags stemte Storbritannien ud af EU, blev 85-årige George Soros betragteligt rigere.
Den allerede hovedrige amerikaner investerede ifølge The Independent inden brexit-afstemingen tungt i guld. Mere præcist for godt 1,7 milliarder danske kroner. Og det har vist sig at være en rigtig god idé.
For mens aktiemarkedet har været hårdt ramt af briternes EU-exit, så er guldpriserne steget til det højeste niveau siden marts 2014. Det har kastet et ukendt antal millioner af til George Soros, der blandt andet er kendt for at tjene et tocifret antal milliarder kroner ved at investere mod pundet i 1992.
Kort før afstemningen advarede milliardæren om, at et britisk EU-farvel "ville gøre nogle meget rige - men at de fleste vælgere ville blive væsentlig fattigere".
- Jeg vil gerne have, at folk kender til konsekvenserne ved at forlade EU, hellere før de stemmer end efter. En stemme på at forlade EU kan resultere i en 'Black Friday' og alvorlige kosekvenser for almindelige mennesker, skrev George Soros blandt andet i The Guardian.
George Soros var inden brexit god for cirka 165 milliarder kroner.
En anden rigmand - briten Crispin Opey - bakkede op om den kampagne, der skulle få vælgerne til at stemme for exit, og han satsede også stort på, at det ville ske. De investeringer har han ifølge Reuters tjent mere end to milliarder kroner på.