Breivik: Jeg ville dræbe alle på Utøya

69 mennesker mistede livet i massakren på Utøya sidste sommer, men Breivik havde håbet at dræbe alle på øen.

- Jeg tænkte, at folk vil slet og ret drukne. Det er vanskeligt at svømme med dødsangst, siger Breivik om sin plan. (Foto: © DANIEL SANNUM LAUTEN, Scanpix Denmark)

Flere personer brød ud i tårer, da Anders Breivik torsdag eftermiddag fortsatte sin groteske og makabre rædselsberetning i Oslo Byret.

Her afslører højreekstremisten, at målet var at dræbe samtlige personer på Utøya, da han gik i land på øen den skæbnesvangre julidag sidste år.

- Målet var ikke at dræbe 69, målet var at dræbe alle ved at bruge vandet som et masseødelæggelsesvåben, siger Breivik.

- Jeg tænkte, at folk vil slet og ret drukne. Det er vanskeligt at svømme med dødsangst, tilføjer han.

Gik efter den tidligere statsminister

Brevik fastslår også, at hans hovedmål på Utøya var at myrde Norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland.

- Jeg havde en bajonet på riflen og en kniv i tillæg. Planen var at halshugge Brundtland, mens jeg oplæste en tekst, siger højreekstremisten ifølge NRK

Brundtland, som er veteran i det norske Arbejderparti, befandt sig på Utøya den 22. juli og talte om formiddagen til de unge, der var samlet på den politiske sommerlejr.

Hun ankom med båden til øen om formiddagen, men havde forladt Utøya igen, da Breivik sent på eftermiddagen kom for at gennemføre sin skudmassakre.

Foretrak bombe

Massemorderen havde dog "foretrukket en bombe", siger han.

- Det er ekstremt vanskelig at gennemføre en aktion med skydevåben. Det strider mod menneskelig natur. Du må bearbejde dig mentalt længe for at have en chance for at gennemføre det, siger Breivik.

- Det er let at trykke på en knap og udløse en bombe, men meget vanskeligt at gennemføre noget så barbarisk som en skydevåbenaktion, tilføjer han.

Formanden for Norges socialdemokratiske unge, Eskil Pedersen, var "mål nummer to", lyder det fra Breivik.

/ritzau/