Det norske politi fået massiv kritik for deres indsats den 22. juli, hvor Anders Breivik dræbte 77 mennesker. Men i retten fredag tager massemorderen nu politiet i forsvar og roser betjentene for deres indsats.
- De opførte de sig optimalt, når man tænker på, at det var ferie, og at det var fredag. Jeg er toptrænet militært, og jeg har studeret politiets rutiner og responstid og våben. Politiet kunne ikke have gjort det bedre, sagde Breivik, da han fik ordet i retten fredag, hvor fem politibetjente blev afhørt om politiets arbejde den 22. juli.
Bådudlejning 300 meter væk
Kommentaren faldt efter, at de efterladtes advokater, bistandsadvokaterne, gik hårdt til de forskellige politividner. Bistandsadvokat gjorde meget ud af, at politibetjent Erling Melbye, der ledede den første politiinstans, der ankom til Utvika på fastland, havde set og hørt skud i over en halv time, inden der kom både i vandet.
- Min opgave var at vi kom derover så hurtigt som muligt, og at give meldinger om, hvad der skete, svarede han i retten.
Og det svar stillede ikke Mette Yvonne Larsen tilfreds. Hun spurgte ind til, om betjenten var klar over, at der lå en bådudlejning kun 300 meter fra, hvor han stod.
- Nej, måtte betjenten svare.
Dommeren afbryder
Efter flere skeptiske spørgsmål fra bistandsadvokaten måtte Tingrettens dommer Wenche Arntzen afbryde hende.
- Jeg må understrege over for dig, at det her ikke handler om, hvorvidt politiet kunne have ageret anderledes. Det spørgsmål tager 22.juli-kommissionen sig af, sagde hun til advokaten, der svarede med, at mange efterladte ønskede at få svar på det her.
I retten kom det frem, at der var problemer med en motor i den første båd, der sejlede til Utøya. Og det måtte Terje Klevengen, der er indsatsleder i den norske beredskabsstyrelse, Delta, beklage i retten.
- Det er beklageligt. Det må ikke ske, og det skal ikke ske, men det gjorde det, sagde han i retten.
Retten har nedsat en 22.juli-kommission, der skal vurdere, om politiet kunne have ageret anderledes.