Breivik har lært at sigte med våben gennem computerspil som Modern Warfare og Call of Duty. Det siger han i retssagen torsdag og forklarer, at spillene fungerer som en krigssimulator.
- Det kan sammenlignes med angreb i virkeligheden, forklarer han i retten og erkender, at han havde stor nytte af spillene på Utøya.
Breivik siger, at han ikke kan forstå, hvorfor anklager Holden og medierne bruger så lang tid på hans computerspilforbrug. Det havde intet med 22.juli at gøre, siger han.
- Nogen spiller golf, andre spiller computer, siger han.
Sabbatår til at spille
Det var også på grund af spillene, at han valgte at tage et sabbatår - for at skrive sit manifest, men også for at spille spil.
- Folk er forskellige. Nogle ønsker at tage et helt år fri for at sejle jorden rundt, andre vil tage et sabbatår for at spille golf. Jeg er en person, der drømte om at spille computer i mit år. Han gav sig selv året, fordi han synes, at han havde fortjent det.
Han siger, at han spillede Callm of Duty og andre voldelige spil, men også World og Warcraft.
Isolerede sig
Breivik fortæller, at han isolerede sig i den periode med computerspillet. Frem til da, hævder han, at han var meget social, men da han fandt ud af, at han havde en forestående aktion, lukkede han sig mere inde.
Breivik siger, at familie og venner reagerede med forfærdelse og chok. "De troede jeg var blevet fuldstændig spilafhængig".
Breivik skal afhøres i retssalen i Oslo frem til tirsdag.