Bravo Tours evakuerer også alle danskere i Tunesien

Ligesom hos Spies bliver danskere på terrorramt feriested sendt hjem til Danmark.

Folk lægger blomster foran hotellet Riu Imperial Marhaba i Sousse, hvor massakren fandt sted. 37 blev dræbt, heraf mange briter. Over 30 er stadig såret. (Foto: © Kenzo Tribouillard, Scanpix)

Mange danskere på ferie i Tunesien føler sig så utrygge efter terrorangreb, at de kan komme hjem før tid.

Selskabet Bravo Tours vælger nu også at evakuere alle sine gæster fra landet.

I alt er det 190 Bravo Tours-gæster, som bliver fragtet hjem til Danmark søndag.

Det oplyser Bravo Tours til eb.dk.

- Vi trækker os helt fra Tunesien fra og med søndag. For nogle er meget utrygge: Både gæster og pårørende herhjemme. Vi henter derfor alle gæster i morgen søndag. Det er helt nyt. Beslutningen er netop truffet, og vi er lige nu i gang med at underrette vores gæster, siger hun til Ekstra Bladet.

Rejsebureauet tilbyder at ombooke rejser og indsætter ekstra fly til blandt andet Mallorca.

Samarbejder med Spies

Dermed følger rejseselskabet efter Spies, som tidligere lørdag besluttede at evakuere deres 212 danske turister.

Og de to selskaber kommer til at samarbejde om at få danskerne hjem. Det sker søndag, hvor man har sendt et ekstra fly fra Norge mod Tunesien med plads til næsten 400 passagerer.

Begge selskaber har ydermere aflyst alle afgange til landet efter terrorangrebet i området Sousse. Massakren har indtil videre kostet 37 mennesker livet.

Bravo Tours' aflysninger kommer til at vare sæsonen ud. Spies har foreløbig indstillet Tunesien-rejserne indtil 18. oktober.

Rejseselskabet Sun Tours har indstillet alle rejser til Tunesien i juli måned. Feriegæsterne kan enten få deres rejse annulleret eller ombooket.

Bureauet Detur har desuden også aflyst alle rejser til Tunesien i juli måned. De tilbyder som kompensation enten en rejse til Tyrkiet, Kreta eller fuld tilbagebetaling.

Udenrigsministeriet fraråder ikke rejser til Tunesien, men vurderingen er, at der er høj terrorrisiko i landet.