Brasilien afviser økonomisk støtte til Amazonas: 'Mere relevant at beplante Europa med skov igen'

G7-landene aftalte i weekenden at give mindst 20 millioner euro til bekæmpelsen af skovbrandene i Amazonas.

Det stigende antal skovbrande og skovrydning i Amazonas i Sydamerika har tiltrukket sig stor opmærksomhed den seneste tid. (Foto: © LULA SAMPAIO, Ritzau Scanpix)

Brasiliens regering afviser G7-landenes økonomiske støtte til bekæmpelse af de mange skovbrande i Amazonas-regnskoven.

Det oplyser landets regering mandag ifølge flere internationale medier.

- Vi er taknemmelige for tilbuddet, men de ressourcer er måske mere relevante for at beplante Europa med skov igen, siger Onyx Lorenzoni, der er stabschef for Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, til det brasilianske medie G1.

G7-landene aftalte i weekenden ved topmødet i Frankrig at give mindst 20 millioner euro - omkring 150 millioner kroner - til bekæmpelsen af skovbrandene i Amazonas.

Ifølge mediet O Globo har Brasiliens regering tidligere udtalt, at den ikke vil tage imod økonomisk støtte fra rige lande, hvis støtten kommer med betingelser såsom monitorering af ressourcerne.

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, har tidligere kritiseret lande, der bidrager til brandslukningen økonomisk, og kaldt det for kolonialisme.

'Kolonialist-mentalitet'

Bolsonaro har særligt langet ud efter Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og sagt, at han har en "kolonialist-mentalitet", fordi han ville diskutere Amazonas på G7-topmødet uden deltagelse fra landene omkring den enorme regnskov.

Macron har samtidig kritiseret Brasiliens præsident for ikke at gøre nok ved brandene i regnskoven.

Den stigende mængde skovbrande og skovrydning i Amazonas har tiltrukket sig stor opmærksomhed den seneste tid.

Det har også været et af punkterne på dagsordenen i løbet af de seneste dages G7-topmøde i den franske by Biarritz.

Her har lederne af verdens syv største industrilande været samlet for at drøfte blandt andet handel, klima og andre emner.

Det drejer sig om lederne fra USA, Canada, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien og Japan - samt EU.

Ifølge Macron støtter den amerikanske præsident, Donald Trump, bidraget til Amazonas, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Macron oplyste søndag, at Trump på grund af andre, bilaterale møder ikke var til stede under G7-landenes diskussioner om biodiversitet.

/ritzau/