Brande jævner Europas største flygtningelejr med jorden

Natten til onsdag startede flere brande i Moria-flygtningelejren på den græske ø Lesbos.

En pige står blandt ruinerne i Moria-lejren. En flygtningelejr på den græske ø Lesbos, der indtil branden husede over 12.000 mennesker. Deriblandt hundredevis af uledsagede børn. (Foto: © ANGELOS TZORTZINIS, Scanpix)

Over 12.000 mennesker på den græske ø Lesbos står uden tag over hovedet, efter at den store flygtningelejr Moria er blevet ødelagt af flammer.

Der er foreløbigt ingen meldinger om dødsfald eller tilskadekommende.

Kamma Skaarup er medicinsk ansvarlig for Læger Uden Grænsers aktiviteter i Moria-lejren. Hun befinder sig stadig i området og kan i dagslyset se de omfattende ødelæggelser.

- Det er et forfærdeligt syn. Det hele er brændt ned og ligger i ruiner. Der er stadig røg over det hele. Jeg mangler næsten ord.

Ifølge brandmyndighederne startede tre brande nogenlunde samtidigt tirsdag midnat. Mindst 25 brandfolk har kæmpet natten igennem for at få branden under kontrol. Flere mindre brande er stadig i gang.

Stærke vinde med hastigheder på op til 60 kilometer i timen har været med til at få ilden til at brede sig.

Se en video af nattens brande i Moria-lejren:

Tusinder på vejene

Ødelæggelserne har sendt tusinder af folk på flugt fra lejren i jagten på husly.

- Branden er stadig i gang, lejren er evakueret. Alle de her mennesker er på vejen, på vej mod byen Mytilini. De sover til højre og venstre i markerne, fortæller Panagiotis Deligiannis, der befandt sig i lejren, til nyhedsbureauet Reuters.

Flere medier skriver, at mange af dem, der er på flugt, bliver holdt tilbage af politiet på grund af frygten for, at de er smittet med coronavirus.

  • Tre børn sidder på vejen, mens der stadig er ild i lejren. (Foto: © ANGELOS TZORTZINIS, Scanpix)
  • En dreng venter med to vanddunke ved siden af de ødelagte bygninger. (Foto: © ALKIS KONSTANTINIDIS, Scanpix)
  • Shelters, telte og hytter i massevis er gået op i røg efter branden. (Foto: © ALKIS KONSTANTINIDIS, Scanpix)
  • Flere flygtninge og migranter fra lejren har i løbet af onsdagen forsøgt at finde uskadte genstande. (Foto: © ALKIS KONSTANTINIDIS, Scanpix)
  • Tusinder er flygtet fra lejren, efter at brandene brød ud. (Foto: © ANGELOS TZORTZINIS, Scanpix)
1 / 5

Der er erklæret undtagelsestilstand på øen, og beboerne fra lejren må ikke forlade øen på grund af faren for at smitte med coronavirus.

Siden sidste uge har lejren været i karantæne, efter der har været en stigning i antallet af smittetilfælde med coronavirus. Indtil videre er 35 testet positive i lejren - men hvor de befinder sig efter kaosset, ved man ikke, skriver Reuters.

Hvad der startede brandene er stadig ukendt. Men ifølge talsmanden fra den græske regering, Stelio Petsas, vil man blandt de mulige årsager undersøge, om branden blev sat i gang af en eller flere beboere i lejren.

  • Tusinder er på grund af branden flygtet fra lejren for at finde husly. (Foto: © ELIAS MARCOU, Scanpix)
  • Mange af dem har vandret på motorvejen til den nærmeste by. Og flere har også sovet på vejen. (Foto: © ELIAS MARCOU, Scanpix)
  • Også i udkanten af motorvejen sover flere familier. (Foto: © ALKIS KONSTANTINIDIS, Scanpix)
  • Ifølge flere medier er mange af de flygtede blevet tilbageholdt af politiet af frygt for coronasmitte blandt lejrens indbyggere. (Foto: © STRATIS BALASKAS, Scanpix)
  • Den græske regering har erklæret undtagelsestilstand på øen efter brandene. (Foto: © MANOLIS LAGOUTARIS, Scanpix)
  • Den tyske udenrigsminister Heiko Maas har kaldt situationen for en "humanitær katastrofe". (Foto: © MANOLIS LAGOUTARIS, Scanpix)
1 / 6

Lande og organisationer tilbyder hjælp

Situationen fik den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, til at indkalde til et krisemøde onsdag morgen.

- Jeg vil gerne udtrykke min sorg over begivenhederne i Moria. Men det undskylder ikke, hvis der sker voldige handlinger i forbindelse med sikkerheds- og helbredstjek, sagde han efter mødet til nyhedsbureauet AP.

Ifølge Ritzau siger den græske vice-migrationsminister, George Koumoutsakos, at 3.000 af Moria-lejrens beboere vil blive midlertidigt indkvarteret i telte, mens der søges efter andre indkvarteringsmuligheder.

Arkivbillede af den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis under et tidligere møde med den tyske udenrigsminister. (Foto: © COSTAS BALTAS, Scanpix)

Efter branden har flere lande tilbudt at tage imod asylansøgere fra lejren - deriblandt Norge, der vil hente 50. Det bekræfter statsminister Erna Solberg.

- Vi sætter i gang nu. Det afklarede vi i morges, efter at vi så billederne, siger hun ifølge Ritzau.

Indtil videre har syv andre lande hentet flygtninge i lejren.

Europakomissær Ylva Johansson sagde onsdag morgen, at EU vil finansiere transport af 400 uledsagede mindreårige fra Moria-leiren til det græske fastland. Dette bekræftede den græske premierminister overfor AP og tilføjede, at det ville ske i løbet af i dag.

Den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, opfordrer på Twitter EU-landene til at tage imod flygtninge fra Lesbos.

- Hvad der sker i Moria er en humanitær katastrofe. Med EU-Kommissionen og andre EU-lande, som er klar til hjælpe, er vi nødt til hurtigt at afklare, hvordan vi kan hjælpe Grækenland. Det involverer en fordeling af flygtninge imellem de lande i EU, som er villige til at tage imod dem.

Også FN's flygtningeorganisation, UNHCR, har sendt personale til øen, der skal hjælpe de græske myndigheder. Det skriver de i en pressemeddelse.