Boris Johnson til Berlin i håb om at kunne genåbne brexit-forhandlinger

Boris Johnson og Angela Merkel mødes i dag for at diskutere Brexit.

Da Boris Johnson tidligere på dagen forlod sit kontor i London, var det ledsaget af brexit-bannere. (Foto: © HENRY NICHOLLS, Scanpix)

Der er ingen tvivl om, hvad der er på programmet, når Storbritanniens ny premierminister, Boris Johnson, her til aften mødes med Tysklands forbundskansler, Angela Merkel: Brexit, brexit og atter brexit.

Det er Boris Johnsons håb, at han kan genforhandle skilsmisseaftalen med EU, fortæller DR's korrespondent i Storbritannien, Kim Bildsøe Lassen.

- Der er ingen tvivl om, at besøget er et forsøg på at genåbne diskussionen om, hvordan briterne træder ud af EU, siger han.

Backstoppet skaber uro i den britiske befolkning

Det såkaldte backstop, der skal sikre, at der ikke kommer en hård grænse mellem Nordirland og EU-medlemslandet Irland, skaber konflikt for Boris Johnson.

- Backstoppet er det store punkt, som Boris Johnson gerne vil have lavet om på. Der er mange mennesker, som er kritiske overfor den aftale, som er lavet om et exit fra EU. Og Boris Johnson mener ikke, at aftalen har nogen mulighed for at komme gennem parlamentet, hvis backstopaftalen ikke laves om, fortæller Kim Bildsøe Lassen.

Igår skrev Boris Johnson et officielt brev til formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, hvori han appellerede til at forhandle en ny aftale om det omdiskuterede backstop på plads, inden briternes udtrædelse af EU om 71 dage.

Uden en afskaffelse af backstoppet kan den britiske premierminister ikke gøre sig store forventninger om at få forhandlet en aftale på plads i det britiske underhus. Derfor besøger han i dag Tyskland, siger Kim Bildsøe Lassen.

- For Boris Johnson handler mødet om, at han vil have Merkel til at hjælpe til med at ændre skilmisse-aftalen med EU, og at det skal gøres ved hjælp af backstoppet. Hvis det ikke sker, skal briterne forlade EU uden en aftale, fortæller han.

Boris Johnson har meldt ud, at briterne træder ud af EU med eller uden aftale om 71 dage, hvilket kan få store konsekvenser for britisk økonomi.

Senere i dag vil de to statsledere mødes til en diskussion om Iran, G7 og Brexit, fortæller Kim Bildsøe Lassen. (Foto: © JOHN MacDougall, Scanpix)

Merkel søger efter en praktisk løsning

Mødet i dag handler mindre om forholdet mellem Tyskland og Storbritanien, men i stedet bliver Merkel senere repræsentant for hele EU.

- Det her har ikke så meget med Tyskland at gøre. Det handler om at påvirke EU gennem en af de vigtigste aktører - nemlig Tyskland, fortæller Kim Bildsøe Lassen.

Angela Merkel har tidligere i dag meldt ud, at hendes mål med mødet er at finde den mest gnidningsfrie løsning på problemet. Hun ser en mulighed for, at backstoppet bliver fjernet, men det kræver, at en "praktisk løsning" kommer på banen.